Samsung hviskede allerede under sidste uges Galaxy S6 Edge+ lancering, at der snart ville dukke en ny enhed op – og i dag lagde koreanerne så en teaser op på Youtube. Det bliver et strømlinet Samsung Gear S2 smartwatch, der er toptunet til at tage kampen op mod Apple Watch.
Samsungs designere har været på overarbejde; Gear S2 ligner overhovedet ikke den noget mere klodsede Gear S (læs vores anmeldelse lige her). Som det ses på billederne er S2’eren mindre, rundere og – synes vi – smartere.
Det lader også til at Samsung har snittet et smart alternativ til Apples digitale krone, nemlig en digital ring rundt om hele huset. Ved at dreje på ringen, kan man vælge apps på uret. Det virker både nemmere og mere elegant end Apples digitale krone, men hvordan kan man få adgang til mere end de ti apps, man kan se på skærmbilledet? Det glæder vi os til at se, hvordan Samsung har løst.
Samsung har stadig ikke fortalt en tøddel om uret, men videoen afslører, at uret har indbygget pulsmåler. Den viser også en række – antager vi – indbyggede apps, såsom en vejrudsigt, tidszone-app, et stopur og en sports-tracker. Interessant er det også, at Samsung har droppet Gear S’erens firkantede brugerflade til fordel for runde ikoner a la Apple watch.
Det er endnu uvist om Samsung Gear S2 kører på Android Wear eller Samsungs egen Tizen-styresystem, men vi bliver alle sammen meget klogere den tredje september, hvor uret tilsyneladende lanceres under IFA-messen i Berlin. iNPUT er naturligvis til stede i Berlin, så hold øje med disse sider …