USA, Tyskland og Frankrig er traditionelle billande, men Tyrkiet vil gerne blande sig. Fredag præsenterede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, den nye tyrkisk producerede elbil TOGG, der skal varsle en ny æra med bilproduktion i Tyrkiet.
– I dag er vi vidne til en historisk dag. En dag, hvor Tyrkiets 60-årige drøm går i opfyldelse, sagde Erdogan under afsløringsceremonien fredag.
Under ceremonien viste præsidenten både SUV- og sedan-modellerne af den elektriske bil, der i øjeblikket går under navnet TOGG, der også er navnet på det tyrkiske konsortium, der planlægger at fremstille bilerne.
– Tyrkiet er blevet et land, der ikke kun er et marked for nye teknologier, men også et land, der udvikler, fremstiller og eksporterer dem til verden, sagde Erdogan.
Og han mener det alvorligt. Under præsentationen fortalte Erdogan, at det tyrkiske elbils-eventyr vil blive støttet økonomisk med hjælp fra statskassen.
TOGG SUV i 2022 Under præsentationen blev det lovet, at C-SUV modellen kommer på gaden i 2022. Den kommer i to varianter, der kan køre henholdsvis 300+ og 500+ kilometer på en opladning. Batteriet vil via Fast Charge kunne genoplades til 80 procent på under en halv time, loves det. Batteriet vil desuden have en 8-års garanti.
Et kig indenfor i TOGG SUV. Den billigste variant vil være baghjulstrukken og levere en motorkraft svarende til 200 hestekræfter, hvilket vil give bilen en acceleration fra 0 til 100 på 7,6 sekunder. Den dyre variant vil have fire motorer, motorkraft svarende til 400 heste og en 0-100 acceleration på 4,8 sekunder, oplyses det i en pressemeddelelse .
Instrumentpanel med Augmented Reality I pressemeddelelsen oplyses det også, at TOGG-modellerne vil være udrustet med avanceret software. Chaufføren får kørehjælp i form af “Level 2+ autonomous driving” – der med tiden kan opdateres til “Level 3 and Beyond” via Over The Air-opdateringer.
En anden interesant teknologi bliver den Holografiske Assistent, der ved hjælp af avanceret øjentracking og holografiske effekter vil omdanne de todimensionelle instrumenter i bilen til “3D-billeder og augmented reality”.
SUV-udgaven skal som sagt på gaden i 2022, mens sedan-prototypen, der også blev vist frem, endnu ikke er konkret planlagt. Det vides ikke om eller hvornår modellerne kommer til Danmark, ligesom prisen endnu ikke er offentliggjort.