Volkswagen har i den grad gang i konceptbilerne i disse uger. Forleden kunne tyskerne vise den første elektriske GTX-model og nu har de præsenteret en potent udgave af ID.7. ID.X Performance er en hidsig sag med hele 558 heste i stalden.
Eksteriøret byder på et noget mere aggresivt udseende, end den traditionelle ID.7. Både frontsplitter og bagerste diffuser er fremstillet af kulfiber. Den har også fået en ny sportsundervogn og særligt stive dæmpere.
– MEB-platformen byder på mange fantastiske muligheder for at gribe køretøjsudviklingen an med en stor portion kreativitet. Det stod klart for os, at vi ville basere vores nye udstillingsbil på ID.7, og at vi ville fokusere på at forbedre ydeevnen. På den måde kan vi vise, hvad der er muligt, fortæller Andreas Reckewerth, Head of Technology Office MEB.
Bæstet kører på 20-tommer alufælge og racerdæk i størrelse 265. Bagtil sørger en vinge for den nødvendige downforce.
Indenfor kan man nyde både sportssæder og røde accenter, der skal understrege bilens sportslige evner.
Ud over at fortælle, at bilens motorer kan levere 411 kW, svarende til 558 hk, fortæller VW ikke noget om bilens tekniske specifikationer. De fortæller dog, at ladeeffekten vil kunne nå op på 200 kW. De bekræfte også, at ID.7 vil komme med firehulstræk. På et tidspunkt. Ligesom den vil komme i en stationcar-udgave. Det er jo en elektrisk Passat, selv om denne udgave ikke just skilter med det.