ElbilerTophistorie

Her kommer der 4 kæmpe-ladeparker inden årets udgang

Clever og Circle K skal stå for driften af 84 nye ladepunkter på fire store ladeparker langs det statslige vejnet på Fyn og på Sjælland.

Vejdirektoratet har nu besluttet, hvem der skal stå for driften på fire nye kæmpe-ladeparker på Fyn og Sjælland. Clever skal stå for ladeparkerne i Middelfart, mens Circle K skal stå for parkerne ved Tappernøje. Det fortæller direktoratet i en pressemeddelelse.

De ambitiøse ladeparker er en del af Infrastrukturplan 2035 og anlæggelse betales af os alle, mens driften, lige som på tankstationer, klares af private aktører. De fire parker skal stå klar til december.

 

I Tappernøje kommer der 24 ladepunkter fordelt på to parker, mens Middelfart får 32 ladepunkter. Om to år skal Middelfart være udvidet med yderligere 28 ladepunkter, så der vil være 60 i alt.

ladeparker
Således kommer Lillebælt Nord i Middelfart til at se ud inden årets udgang (foto: Vejdirektoratet).

De fire ladeparker er de første i en lang række ladeparker, der skal medfinansieres af den halve milliard, der blev afsat til ladeinfrastruktur i Infrastrukturplan 2035. I alt skal der etableres over 600 ladepunkter fordelt over hele landet.

 

Transportminister Trine Bramsen siger:

– De fleste oplader deres elbiler derhjemme. Men på de lange ture er der behov for at kunne lade på vejen. Derfor glæder det mig, at vores ladeinfrastruktur nu udbygges yderligere. God ladeinfrastruktur er en vigtig investering i fremtiden.

Syv-otte ladeoperatører bød ind på hver af ladeparkerne, men Vejdirektoratet valgte altså Clever og Circle K til at løfte opgaven. Kontrakten blev underskrevet torsdag.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.