Analytikeren Ming-Chi Kuo giver nu ny næring til et rygte, der opstod for knapt to år siden. Nemlig at Apple pønser på at lancere en HomePod-højttaler med indbygget skærm. Den skulle blive præsenteret i starten af 2024 lyder det fra analytikeren.
Kuo siger at den nye HomePod vil være væsentlig anderledes end den eksisterende model. Ikke mindst på grund af en 7-tommer stor trykfølsom skærm, der angiveligt skal levere af kinesiske Tianma. Det fortæller 9to5mac.
Ifølge Kuo vil den nye HomePod med en indbygget skærm muliggøre “strammere integration med Apples andre hardwareprodukter, hvilket markerer et markant skift i virksomhedens strategi for smarte hjem”.
I midten af januar skrev Bloombergs Mark Gurman, at Apple arbejder på en enhed, der vil kombinere Apple TV, en højttaler og et Facetime-kamera i en enkelt enhed. Der kan være tale om, at det er den samme enhed, de to rygtesmede taler om.
Også i januar lod Apple den originale store HomePod genopstå, efter at den blev lagt i graven i 2021. Både HomePod og Mini-udgaven loves til salg i Danmark i “løbet af foråret”.