Med sit anderledes design og overvældende teknologipakke er Honda e en af årets mere interessante elbiler. Bilen sættes til salg til juni, men den første model er allerede blevet fløjet til Danmark og i april måned vil det være muligt at prøvekøre bilen ved specielle events hos udvalgte forhandlere. Det er i hvert fald planen, hvis den ikke bremses af coronavirusen.
Honda sender i disse dage mails ud til specielle VIP’s – det er blandt andet de kunder, der har vist forhåndsinteresse for bilen – hvor de fortæller, at bilen nu kan bestilles hos forhandlerne. Samtidig tilbyder firmaet, at man kan booke en prøvetur hos en af seks forskellige forhandlere i Jylland og på Sjælland.
Honda e tilhører den kategori af nye elbiler, der bedst kan kategoriseres som bybiler. De har et forholdsvist lille batteri og en dertilhørende relativt lav pris. Det er en kategori, som vi vil se mange nye elbiler indenfor i løbet af 2020 – Honda e skal eksempelvis konkurrere mod Peugeot e-208, Mazda MX-30, Fiat 500e og (de noget billigere) mikro-trillinger fra VW, Skoda og Seat.
Honda e adskiller sig dog med sit noget specielle design, der sandsynligvis enten vil tiltrække eller afskrække. Desuden har Honda udstyret modellen med temmelig meget elektronisk isenkram, såsom et sidekamera-spejlsystem, Honda Parkin Pilot og en imposant trykfølsom dobbeltskærm , der strækker sig over næsten hele bilens bredde.
Honda e er udrustet med en 35,5 kWh batteripakke, der giver den en rækkevidde på op til 222 kilometer ifølge WLTP-standarden. Hurtigladning kan klares med op til 60 kW, hvilket betyder, at batteriet kan oplades til 80 procent på 30 minutter, fortæller Honda. Bilen kommer i to udstyrsvarianter og priserne starter ved 277.100 kroner.