Horizon Zero Dawn

Når man første gang klatrer op på hovedet af en 20 meter høj majestætisk vandrende Langhals og står og skuer ud over den vildtvoksende og frodige natur, der breder sig mellem ruiner af skilte, højhuse og militærkøretøjer, der strækker sig så langt øjet rækker, overvældes man af indtryk. Den tonstunge firbenede maskine, der har gået den samme rute mellem ruinerne i så mange år, at den har skåret en sti. Udsigten over de slynplanteomgroede ruiner af fortidens højhuse. Og følelsen af at stå midt i et mysterium. Et meget smukt mysterium

Skønhed i ødelæggelsen

Horizon Zero Dawn foregår i en fjern fremtid, hvor verden bærer præg af at en eller anden kataklysmisk begivenhed har udslettet alt. Men i stedet for Fallouts gråbrune atomstøv, så er fortidens ruiner her overgroet af frodig skov, dækket af sne eller sandet til i rød ørken. Og det ser godt ud. Folkene bag har kælet for grafikken, så bare det at gå mellem kæmperødder, der vokser sig ud og ind mellem jerndragere og de sidste rester af en for længst forladt storby, bliver en oplevelse i sig selv – ikke siden Red Dead Redemption har der været en spilverden, hvor det i den grad gav mening at opsøge udsigtspunkter blot for at nyde en af spillets spektakulære solnedgange. Men hvor Red Dead Redemption søgte at genskabe landskaberne fra et utal af westernfilm, så har Guerilla Games kunnet tage et kendt stykke amerikansk geografi (jeg siger ikke hvilket) og lege ’hvad nu hvis’.

Dette er det flotteste konsolspil til dato, og det er imponerende, at det kører på en PlayStation 4. Har man en PlayStation Pro og et 4K-tv, så kan man nyde 2160p-opløsning med stabile 30 fps og virkelig føle, at opgraderingen var det hele værd. Men selv på den almindelige PS4 er omgivelserne i spillet bjergtagende.

En levende verden, hvor maskinerne hersker

Du er dog ikke alene, og dine forsøg på at se hvert eneste hjørne af den verden, spilskaberne har kreeret, bliver hindret af maskinerne. Robotdyr og –dinosaurer, der alle har en hvis lighed med kendt dyreliv, men samtidig deres helt eget udseende af krom, slanger, bevægelige dele og ikke mindst, våben, tænder og skarpe klinger, der kan slå, save, spidde og mose dig. Første gang du bevæger dig ud i den store verden, frygter du de små aggressive Vogtere, der med deres røde lysende søgelys-øjne synes at se lige hvor du gemmer dig. Senere kan du fjerne dem med ét hug med dit spyd, men skal i stedet tage dig i agt for tungtbevæbnede monstre på størrelse med en bus.

Maskinernes animation og detaljeringsgrad er forrygende, og alle de mange arter er på en gang genkendelige og mystiske. Alle er de opbygget af dele, der kan skydes af og ødelægges – eller samles op og bruges i kampens hede – hvilket gør de oftest meget kaotiske kampe mere taktiske end tilfældige.

Maskinerne, hvoraf nogle er onde, nogle er neutrale og mange er farlige, er spillets hovedfjende. Der findes også harmløst dyreliv, du kan jage, og mennesker der kan være både venner og fjender, men hvor kampene mod mennesker ofte er halvkedelige, så er de voldsomme kampe mod stadigt større og mere imponerende maskiner spillets omdrejningspunkt. Man kan liste sig udenom mange ting, men man slipper ikke for at nedlægge maskinerne undervejs – heldigvis får man både nye våben og nye værktøjer til formålet, efterhånden som verdenen åbner op, og man støder på endnu mere dødsenfarlige varianter.

Hvem byggede maskinerne?

En stor del af historien handler om mysteriet bag maskinerne. Hvad er de, hvad laver de, hvorfor bliver der flere og hvem står bag? Et mysterium, der sammen med spillets mange andre små og store opgaver, giver dig stor grund til at gå på opdagelse i Horizon Zero Dawns store åbne verden. Men selv om du ikke var blevet bedt om at undersøge, hvem der har ædt landsbybeboerne i et fjernt hjørne af kortet, så er verden stadig så indbydende, at du nok var taget derhen alligevel. Sådan har jeg det, og selv de ellers så kunstige samleopgaver synes ikke malplacerede her. ”Antikke kaffekopper siger du? Nå jo, jeg var alligevel nysgerrig over, hvad der gemte sig i den hule.”

I Horizon Zero Dawn består USA atter af spredte stammefolk, og du spiller den udstødte Aloy. Gradvist åbner verden sig for dig, og du lærer om de forskellige stammer og din egen mystiske herkomst. En baggrund der selvfølgelig kædes sammen med det store mysterium om maskinerne og den forsvundne teknologi. Historien er måske ikke dyb og dykker dybt i posen med klicheer, men den er godt fortalt og tilpas anderledes til at holde i hvert fald min nysgerrighed fanget. Jeg elskede at gå på opdagelse i de smukke omgivelser, finde brudstykker af viden om fortiden og gradvis lukke op for historien bag verden, Aloy og maskinerne.

Rollespil light

Horizon Zero Dawn er et rollespil, så undervejs i spillet stiger du også i levels og får nye evner og nye våben. Rollespilssystemet er tilpas detaljeret til at rollespilsentusiaster kan nyde at finpudse deres måde at spille Aloy på, og tilpas simplificeret til at alle andre kan sige ”Skyde tre pile på én gang? Lyder sejt, det snupper jeg”. Der er selvfølgelig også gear, der skal opdages og udstyr, der skal købes. Men der er faktisk ikke så meget at opkøbe og udvide – i stedet handler det om, at forbedre det, du har. Og så om selv at bygge ammunition, fælder og alskens andet nyttige udstyr. Det er et velfungerende system, der gør, at du som regel hurtigt kan bygge de ting, du skal bruge, men hvor du også godt kan løbe tør og skal finde på alternativer i kampens hede.

Kampsystemet er en god blanding mellem at snige sig rundt og lege snigskytte med sin bue og at udføre komboer og glidende slowmotionangreb med spyd. Mange af de større kampe kræver forberedelse, strategi og en viden om maskinernes styrker og svagheder, men indeholder også nok elementer til at du selv kan vælge den kampform, der passer dig bedst. I opbygning minder det lidt om Far Cry, der møder Tomb Raider (Aloy er også virkelig god til at klatre og svinge sig i nøje definerede genstande), men det fungerer bedre både som historie og som open world.

Horizon Zero Dawn er et godt argument for PS4 Pro

Spillet har ingen dedicerede fejl, og de småting, der er at beklage sig over, er virkelig kun småting. F.eks. kan det virke ulogisk at Aloy kan svinge sig op ad klippesider som en anden olympisk gymnast, så langt tid der bare er gule holdepunkter at tage fat i, mens hun lige ved siden af kan blive stoppet af en mur, der blot går hende til brystet. Og i visse af de mere hemmelige steder kan de gule punkter være svære at se, særligt hvis solen er på vej ned eller op – men at klage over, at man ikke kan lege elitegymnast, fordi lyset og farverne fra solopgangen er for fantastiske, virker også lidt småligt. Våbensystemet er heller ikke synderligt varieret, så hvis man er typen, der elsker hele tiden at finde nyt grej – eller bare lege påklædningsdukke med sin karakter – så har Horizon heller ikke meget at byde på. “Næh, har jeg vundet en hemmelig skattekiste indeholdende fire sten, et fiskeskind og tørrede blade? Lige hvad jeg ønskede mig”.

Men når det kommer til stykket, så har folkene bag haft øje for det væsentlige og har ikke bare skabt det flotteste konsolspil til dato, men også et af de bedste. I open world-genren er det kun et spil som Grand Theft Auto V, der overgår det. Og måske ikke, jeg foretrækker både Horizon Zero Dawns historie og spilverden, der simpelthen drager mig til at gå på opdagelse. Dette er et must have-spil, hvis du har en PlayStation 4 – og det er også spillet, der bør få dig til at overveje, om du da ikke står og mangler en PlayStation 4 … ligesom jeg nu overvejer, om jeg ikke skal skifte min ud med en Pro.