HTC har ikke haft det let de seneste år – deres markedsandel er faldet støt, og især Samsung og Huawei har slået det taiwanesiske og har stjålet store markedsandele. Faktisk så store, at det er lidt et under, at HTC stadig står på benene. Ikke desto mindre er vi lige nu i Taipei i Taiwan til lanceringen af HTC’s nyeste flagskib HTC U11 – og den nye topmodel ser faktisk ud til at være ganske konkurrencedygtig – i hvert fald på specs.
Traditionelt design Hvor både Samsung og LG har kastet sig over den nye formfaktor med en 18:9 skærm, så holder HTC fast i 16:9 og et mere traditionelt design med ret markante kanter i både top og bund. Det kan både være en fordel og en ulempe, for på den ene side ser designet lidt forældet ud nu hvor konkurrenterne er ved at skifte til større skærme – på den anden side er der ingen tvivl om, at HTC slipper for de problemer, den nye skærmfaktor har med sig; på U11 er der ingen apps der skaleres mærkeligt, og fingeraftrykslæseren er placeret så man kan komme til den – på knappen under skærmen.
Gode specifikationer HTC har shoppet rundt efter noget der ligner de bedste specs der kan købes til en smartphone i dag, og det er endt med en sammensætning, der ser ud som følger:
Dimensioner: 153.99 X 75.99 X 7.99 – 9.1 MM
Vægt: 168g
Styresystem: Android 7.1.1 with HTC Sense
Processor: Qualcomm® Snapdragon 835 Quad-Core, 64-bit, op til 2.45 GHz
RAM: 4GB RAM
Hukommelse: 64 eller 128GB intern, mulighed for udvidelse med MicroSD kort
Skærm: 5.5″, Quad HD (2560 x 1440 pixels, 590 PPI) super LCD 5 med Gorilla Glass 5
Kamera: 12 MP HTC UltraPixelTM 3 (1.4 μm pixel størrelse) UltraSpeed Autofocus, OIS, ƒ/1.7
Frontkamera: 16 MP (1.0 μm pixel size), BSI sensor, ƒ/2.0 aperture, 1080P video
Batteri: 3000 mAh, Quick Charge 3.0
Forbindelser:
USB 3.1 Gen 1, Type-C Bluetooth® 4.2 Wi-Fi®: 802.11 a/b/g/n/ac (2.4 & 5 GHz) NFC DisplayPort DNLATM MiracastTM Google CastTM
Nyt interface opfordrer til at røre ved telefonen HTC U11 har noget, som ingen af de andre har – man kan nemlig interagere med telefonen udelukkende ved at klemme om den. Funktionen er baseret på ultralyd, men basalt set betyder den, at du ved at klemme på forskellige steder på kanten af telefonen kan starte apps eller funktioner. Ifølge HTC virker funktionen stort set ligegyldigt, hvilke omstændigheder, man kan forestille sig: Selv med handsker i koldt vejr burde telefonen være i stand til at forstå, når du klemmer på den. Der er forskellige typer “klem”, både lange og korte, og det vil være muligt at lave et ganske avanceret setup.
Det bedste mobilkamera nogensinde? HTC har fået testet kameraet i telefonen – og det har givet dem gode nyheder. Kameraet har nemlig fået en DxOMark på 90, hvilket er den højeste karakter nogensinde givet. HTC lover, at både autofokus og HDR vil være noget af det hurtigste nogensinde på markedet. Vi venter selvfølgelig og ser nærmere på kvaliteten når vi i løbet af et par uger har den rigtige test af HTC U11 klar.
Ingen 3,5mm – men Hi-Res Audio Som du måske har bemærket, har HTC “lært” af Apple, og har droppet at have en 3,5mm minijack på HTC U11. For nogen vil det være et stort problem, da de så skal bruge en adapter for at kunne bruge et headset med ledning. Til gengæld kan man med U11 glæde sig over Hi-Res audio, der sammen med kompatible enheder burde give en ganske fornuftig lydkvalitet, forudsat man har nogenlunde høj kvalitet indhold. HTC U11 giver også et gensyn med BoomSound teknologien – der ifølge HTC giver væsentlig mere dybde i lyd afspillet direkte på telefonen end det før har været muligt.
Alle mulige assistenter HTC U11 er født med flere forskellige assistenter – både Google Now og Amazon Alexa skal dele pladsen i HTC telefonen. Om det er en god ide er svært at sige – det kan potentielt forvirre brugerne. Men du kan altså både sige “okay, Google” og “Alexa” til telefonen.
Lidt for dyr HTC U11 kommer til at koste 5790 kr., hvilket egentlig er en udmærket pris for en topmodel fra taiwaneserne – problemet er bare, at det er ca. samme niveau som Samsungs S8 – som faktisk nu kan findes 100kr. billigere. Dermed er det endnu engang lidt op ad bakke for HTC, når de skal kæmpe imod sydkoreanerne.