Taiwanesiske HTC har i dag meldt ud, at deres såkaldte Blockchain-smartphone kommer til at hedde Exodus – og at den forventes i butikkerne i løbet af tredje kvartal i år. Det er ikke meget HTC kan fortælle om telefonen endnu, men Phil Chen fra firmaer fortæller til The Verge, at den prismæssigt vil være sammenlignening med den kommende Finney Blockchain-telefonen fra Sirin Labs. Det vil sige en prislap på omkring 1.000 dollars.
HTC har også indgået et partnerskab med CryptoKitties, et blockchain-baseret spil hvor det gælder om at samle og opdrætte virtuelle katte. Spillet vil, sammen med en digital tegnebog til kryptovaluta, være tilgængelig på Exodus – og på andre udvalgte HTC-modeller, deriblandt den nye HTC U12+, fortæller HTC.
Præcis hvad telefonen ellers vil indeholde, er der ingen skriverier om. Men HTC priser i en pressemeddelelse Blockchain-teknologiens beskyttelse af private data.
HTC lider
Det bliver interessant at se, om Blockchain-strategien kan få kundernes interesse for HTC tilbage. Ifølge Reuters faldt HTC’s salg i juni med brutale 68 procent – det største fald i to år. Det seneste flagskib, HTC U12+ som vi har anmeldt her, har også fået en lunken modtagelse til trods for et fremragende kamera.
Man kan dog frygte, at et Blockchain-smartphone ikke just vil tiltale masserne, men bare en udvalgt skare. Du kan holde dig opdateret om Exudos, ved at skrive dig op på HTC’s nye dedikerede website.