TeknologiTophistorie

Huawei anklages for bestikkelse af EU-politikere

Huawei er havnet i centrum af en korruptionsskandale i EU, hvor belgiske myndigheder mistænker selskabet for at have bestukket politikere.

Den kinesiske teknologigigant Huawei er endnu engang i vælten. Denne gang er de havnet i alvorlig modvind i Bruxelles, hvor belgiske myndigheder har indledt en omfattende efterforskning af selskabet. Mistanken: Bestikkelse og korruption i hjertet af EU’s politiske system.

I kølvandet på anklagerne har den magtfulde europæiske brancheorganisation DigitalEurope valgt at suspendere Huawei som medlem. Organisationen samler nogle af de mest indflydelsesrige tech-virksomheder og nationale brancheforeninger og spiller en central rolle i forsøget på at påvirke EU’s lovgivning på det digitale område.

 

“Vi tager etisk forretningsførelse og lovoverholdelse meget alvorligt. Som en forsigtighedsforanstaltning er Huawei blevet suspenderet fra medlemskab indtil videre,” lød det i en udtalelse fra DigitalEurope torsdag.

Huawei har indtil nu været en del af flere centrale arbejdsgrupper i DigitalEurope, men adgangen til disse blev allerede tidligere begrænset, oplyser organisationen. Nu er døren altså lukket helt – i hvert fald indtil de belgiske myndigheder har afsluttet deres efterforskning.

 

Rangsagninger i Europa-Parlamentet

Efterforskningen tog fart, da belgisk politi for nylig ransagede Huaweis lobbykontor i Bruxelles. Samtidig blev der foretaget ransagninger i en række kontorer i Europa-Parlamentet samt over 20 andre steder i Belgien og Portugal.

Ifølge den føderale anklagemyndighed i Belgien efterforskes en sag om “aktiv korruption i Europa-Parlamentet,” hvor Huawei angiveligt skulle have draget fordel af bestikkelse. I alt er fem personer sigtet – fire for korruption og deltagelse i en kriminel organisation, mens en femte er blevet løsladt under betingelser efter at være sigtet for hvidvaskning af penge.

Hverken Huawei eller de sigtede personer har indtil videre udtalt sig om sagen.

 

Sagen føjer sig til en række af tidligere spændinger mellem Huawei og europæiske myndigheder, der i årevis har forholdt sig kritisk til selskabets forbindelser til den kinesiske stat. Denne sag kan dog vise sig at være den mest alvorlige hidtil – ikke blot for Huawei, men også for tilliden til det politiske system i EU.

Huawei har tidligere været genstand for international mistanke, særligt i forbindelse med selskabets netværksudstyr til 5G. Flere vestlige lande – herunder USA og Storbritannien – har advaret mod at bruge Huaweis teknologi, med henvisning til risikoen for spionage og mulige bagdøre indbygget i udstyret.

I Danmark valgte TDC Net i 2019 at fravælge Huawei som leverandør af sit 5G-netværk, netop på grund af sikkerhedshensyn, som blandt andet blev omtalt her på sitet. Anklagerne har dog altid været afvist af Huawei, der fastholder, at selskabet opererer uafhængigt af den kinesiske stat.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.