Huawei, der ellers har slået sig op som det billige alternativ, er i den pudsige situation, at de leverer testens dyreste model. Med en vejledende udsalgspris på 1.499 kroner sniger den kun lige under bommen på 1500 kroner. Til gengæld leveres den også med den ”store udstyrspakke” med både 4G-forbindelse, NFC, fremragende 5-tommer skærm og et kamera, der river de andre rundt i cirkusmanegen. Samtidig er Ascend G620s den tyndeste mobil i feltet og den mest eksklusivt udseende – i hvert fald indtil man vender den om. Bagsiden er beklædt med læder-lignende plastik. Samlekvaliteten er fin, men der er lidt knagen fra plastikbagsiden, når man klemmer på siderne af mobilen.
Klasseforskel
Skærmen på Huawei Ascend G620s er fem tommer stor. Men i modsætning til de øvrige femtommer-modeller i testen har den en relativt høj opløsning på 1280 x 720 pixels og en PPI på 294, hvilket giver den en stor fordel – i særdeleshed på websider med tekst. Men generelt er der simpelthen en klasseforskel i sammenligning med resten af banden; billedet er knivskarpt og farverne er sprudlende. Den reagerer prompte på berøringer og er i det hele taget en fornøjelse. Præcis som man bør forvente til prisen.
Fuld fart frem
Bag skærmen gemmer G620s også på en lille overraskelse, nemlig en 64-bit Snapdragon-processor, der får telefonen til at kværne ubesværet gennem de fleste apps. 64-bit er normalt forbeholdt dyrere mobiler og de øvrige modeller i testen må da også ”nøjes” med 32-bit.
Men der er også sparet på G620s. Trods både 4G-forbindelse, hurtige processor og bedre skærm har Huawei valgt et relativt blodfattigt batteri på 2000 mAh. Altså mindre end det, der sidder i Sony Xperia E4 (2300 mAh, red.). Min ”insider” hos Huawei lovede at batteriet ville klare to dage på en opladning. Men så bliver det uden brug af Spotify, spil eller andre bare tilnærmelsesvis strømsultne apps. Mit bud er, at G620s realistisk holder til omkring halvanden dags normal brug på en opladning.
Til gengæld er kineserne også lidt for ydmyge. I specifikationerne skriver de, at G620s kun har 4 gigabyte lagerplads. Den har 8 gigabyte, men der er kun 4 tilgængelig for brugeren. Det er meget sympatisk at være så reel – en detalje som andre producenter ikke går så højt op i. Man kan desuden udvide kapaciteten med et microSD-kort – og det er et must for de fleste.
Gode fotos
Kameraet kører som nævnt rundt med konkurrenterne. Farverne er mere naturlige og der er knapt så meget tendens til støj, som på konkurrenternes kameraer. Takket være processoren er kameraet også markant hurtigere, og så optager det naturligvis i 1080p. Der er også rigeligt med håndtag at rive i, hvis det har interesse – eller man kan vælge at skyde på automatisk. Kameraet har også HDR, panorama og diverse filtre, man kan lege med.
Doven grafiker
Ascend G620s kører Android 4.4 Kitkat, men har naturligvis gemt det under sin egen brugerflade, kaldet Emotion UI. Huawei har været frække at fjerne apps-mappen fra brugerfladen og lægge alle ikonerne ud på hjemmeskærmen – ikke ulig en vis telefon fra Cupertino. Desværre ser det ikke ud til at den grafiske designer har gjort sig umage med ikonerne, der ikke er helt så visuelt lækre som denne anmelder foretrækker. Ærgerligt nok er der heller ikke mulighed for at slå Emotion UI fra, så man kan køre ren Android i stedet.
Trods de par små skønhedspletter er der ingen tvivl, om at Ascend G620s er et fund til pengene. Flot skærm, hurtig processor og lynhurtigt mobilt internet til rimelige penge.