Hvad får man, hvis man kombinerer to af årets mest omtalte teknologier – 8K og 5G – i et og samme produkt? Åbenbart en fladskærm fra Huawei. Ifølge nyhedssitet Nikkei arbejder kineserne på sin første fladskærm til stuen – og det lyder som et ualmindeligt seriøst projekt med både 8K-opløsning og en indbygget 5G-forbindelse.
Panelet vil være i 8K-opløsning, der har fire gange så mange pixels som 4K, men stadig er i sin vorden, når vi taler om indhold. Det nævnes ikke om Huawei vil bruge LCD, OLED eller QLED-panel.
5G-forbindelsen ville gøre det muligt for ejeren at streame eller downloade indhold til tv’et fra nettet. Det lyder måske lidt overflødigt for de fleste, men med sin 5G-forbindelse vil tv’et ikke være afhængig af, om hjemmets wifi-forbindelse vil kunne håndtere 8K-indhold.
Ifølge Nikkei ønsker Huawei at udvide sit økosystem af forbrugerelektronikprodukter, der i øjeblikket omfatter smartphones, tablets, bærbare computere og routere. Huawei har i det seneste kvartal været verdens andenstørste producent af smartphones – kun overgået af Samsung. Og ingen tvivl om at sidstnævnte vil føle sig presset, hvis Huawei også går ind på ”deres” fladskærmsdomæne. Det kunne blive endog meget interessant …