Lanceringen af Huawei HiCar skete på den netop overståede telekommunikationskonference Mobile World Congress Shanghai, som løb af stablen sidste uge. Huawei lancerede appen i samarbejde med den kinesiske bilfabrikant BYD.
HiCar app’en, som er Huaweis egenudviklede, smartphone-til-køretøjs-app, har ligheder med Android Auto fra Google. Den forbinder app’ens smartphone-styredebrugerflade med bilens underholdningssystem. HiCar er dog baseret på Huaweis eget styresystem Harmony OS 1.0, som igen er baseret på Linux open source software.
HiCar app’en har næsten 30 apps, der bl.a. dækker funktioner som video-underholdning, landkort, musik, lydbøger, nyheder m.m. Det er dog meningen, at der med en fremtidig opdatering til Harmony OS 2.0, vil komme flere funktioner, der vil kunne skabe en endnu bedre brugeroplevelse, fortæller Huawei.
Bil- og trafikmarkedet er blevet til et større fokusområde for Huawei i løbet af de sidste par år. Bl.a. er Huawei i gang med at udvikle intelligente veje, og har samarbejde med forskellige kinesiske bilfabrikanter, deriblandt Great Wall Motor, Geely og Changan Automobile.
– Det er en naturlig konsekvens af, at vi med 5G kommer til at se flere og flere typer af intelligente enheder blive forbundet med hinanden, herunder også i biler, siger Xukun Ji, talskvinde for Huawei i Danmark.
– Vi ønsker at skabe en fuldt forbundet, intelligent verden, og det er bil- og trafiksektoren jo en væsentligt del af – særligt når det gælder bæredygtighed. Eksempelvis vil man kunne forestille sig at man kan forbinde app’en med andre af Huaweis løsninger, så som vores Smart Parking-løsning, der vil gøre det nemmere at finde en parkeringsplads, eller vores trafikløsning Intelligent Traffic Management, der bruger kunstig intelligens, big data og 5G til at skabe mere flydende trafik, så man undgår trafikpropper og kødannelse, fortæller Xukun Ji.
– På den ene side kan man så skabe en bedre brugeroplevelse, og på den anden side kan man spare på CO2-udledning fra biltrafik, afslutter hun.