De seneste to år har været hårde mod kinesiske Huawei. På grund af amerikanske restriktioner er salget af Huawei-mobiltelefoner styrtdykket i Vesten og oven i hatten har kineserne mistet muligheden for at levere netværksudstyr til de fremadstormende 5G-netværk i mange vestlige lande.
Derfor vil Huawei nu sætter mere fokus på at udvikle softwareløsninger, blandt andet cloud-computing og software til biler – to områder, hvor virksomheden “allerede står stærkt, og som har stort potentiale,” fortæller selskabet.
Huawei har allerede et brohoved ind i software til bilmarkedet. I sidste uge lancerede den kinesiske bilfabrikant Arcfox en bil, der er udstyret med Huaweis køretøjsteknologi. Eksempelvis er cockpittet udstyret med Huaweis eget operativsystem Harmony OS, som virksomheden lancerede i 2019.
Huawei har også en finger med i spillet i elbilen Seres SF5, som fremover skal sælges i de kinesiske flagskibsbutikker.
Derudover blev en række ny cloud-produkter også lanceret i sidste uge.
Det sker, dels fordi Huawei over tid generelt ønsker at øge den andel af omsætningen, der kommer fra disse to områder, og dels fordi Huawei ønsker at finde nye måder at komme fri af de hardware-restriktioner, som den amerikanske regering har pålagt virksomheden.
– Det har hele tiden været Huaweis mål at udforske nye teknologiske horisonter, og at bidrage der, hvor vi har en kompetence. Så der er ikke noget mærkeligt, i at Huawei globalt set sætter fokus på nye forretningsområder, når vi på andre områder er inde i en periode med forretningsmæssig friktion, siger Xukun Ji, kommunikationschef hos Huawei Danmark i en kommentar.
– Både cloud og bilmarkedet er begge spændende markeder med masser af potentiale, der bliver vigtige i forbindelse med at udvikle en fuldt forbundet og intelligent verden, som jo er vores vision, afslutter hun.