På et arrangement mandag i næste uge i München lancerer Huawei deres nye topmodel, Mate 10 – og formentlig dens to “søskende”, Mate 10 Pro og Mate 10 Lite. Alle tre telefoner ventes at blive lanceret her i landet – dog formentlig ikke samtidig, da Huawei ventes at gøre som sidste år, hvor de først lancerede Mate 9 Pro og derefter Mate 9. Så vi kan formentlig vente at se Mate 10 Pro engang i slutningen af måneden – og i hvert fald inden d. 3 november hvor Apples iPhone X rammer butikkerne. I det følgende koncentrerer vi os derfor om Mate 10 Pro.
18:9 skærm
Forsiden på Mate 10 bliver formentlig noget lig Samsungs Note8 – med en skærm, der stort set dækker hele fronten i et 18:9 format. Skærmen bliver en AMOLED skærm på 5,9″ i en opløsning på 1440 x 2880.
Hele fire kameraer
Et andet rygte hævder, at Mate 10 får hele fire kameraer – de to ”vanlige” på bagsiden og så to styk selfie-kameraer på forsiden over skærmen. Ikke alene giver det bedre selfies, det åbner også for mulighed for avanceret ansigtsgenkendelse a la den Apple benytter i den kommende iPhone X.
Under alle omstændigheder har Huawei-bossen Richard Yu i et interview med Bloomberg lovet, at Mate 10 vil slå de nye iPhone-modeller på flere områder, deriblandt fotos.
Kunstig intelligens
Blandt andet får kameraerne hjælp fra en helt ny processor kaldet Kirin 970, der ud over at være rasende hurtig også er udstyret med en ekstra Artificial Intelligence-processor. AI’en kan for eksempel hjælpe kameraet med at bestemme, om motivet er en bygning eller en person – og optimere kameraindstillingerne derefter.
Det bliver interessant at se, hvordan det vil påvirke billedkvaliteten.
Pris og lancering
Huawei Mate 10, Pro og Lite, bliver som nævnt lanceret på mandag den 16. Oktober – og så rammer den sandsynligvis butikkerne i løbet af november.
Prisen bliver sandsynligvis høj. Sidste års Mate 9 havde en prislap på 4.999 kroner og vi forventer ikke at Huawei sænker prisen. Der er dog stadig en stor margen op til note8 eller iPhone X, hvor priserne starter omkring de 8.000 kroner.