Ultrabooks

Huawei MateBook 13

Kan Huawei følge op på successen med MateBook X Pro fra sidste år med deres billigere MateBook 13?

Det er ikke så lang tid siden Huawei gik ind på markedet for bærbare computere, men indtil videre er deres indtog gået ualmindeligt godt. Sidste år lancerede de en af årets allerbedste bærbare, MateBook X Pro, som vi da også kvitterede for med en meget god anmeldelse. Og nu kommer så en ny serie af MateBooks der tydeligvis er beregnet til at tage konkurrencen direkte op med Apples nye MacBook Air (som vi har anmeldt her) – og Huawei har navngivet computeren MateBook 13. Og lad mig sige det med det samme – den har en helt vanvittig fordel: Prisen. Men det kommer jeg tilbage til.

Lækkert design

Først og fremmest må jeg – igen – tage hatten af for Huawei, der har lavet et design, der virkelig kan hamle op med Apples ellers fortrinlige bærbare. MateBook 13 virker bundsolid – faktisk er den decideret tung i forhold til sin størrelse, hvilket nogen selvfølgelig vil have et problem med. Personligt er det ikke et kæmpe problem for mig, men hvis vægt er en meget vigtig faktor skal du lige ned i en butik og have computeren i hånden før du køber ind.

 

MateBook 13 er bygget i aluminium, og den ser generelt top-lækker ud. Faktisk er det meget svært at se forskel på MateBook og MacBook, bortset fra logoet på låget. “Kopi”, hører jeg dig sige? Jo, måske. Men alle kopierer trods alt alle, og efterhånden er Apples design blevet en slags reference design for andre producenters ultrabærbare, om man kan lide det eller ej. Og man kan sige hvad man vil, men MateBook’en er designet så langt de fleste vil synes, det er en rigtigt lækker bærbar.

God skærm mangler lidt nits

Nits er en måleenhed for, hvor meget lys en skærm kan afgive. De fleste moderne TV leverer fra 100 nits op til mange hundrede for de allernyeste QLED fra Samsung. En anden Samsung enhed, Galaxy S10 leverer hele 1200 nits. De fleste bærbare computere i samme klasse som MateBook 13 leverer imellem 300 og 400 nits. Men MateBook klarer kun 243 nits. Det er meget tal-leg, men i praksis betyder det, at tager jeg computeren ud i solskin bliver det meget svært at se, hvad der foregår på skærmen. Det er en skam, for udover det leverer skærmen faktisk ganske udmærket når det kommer til farver, kontrast og alt det andet der er vigtigt for en god oplevelse. Men bruger du oftest din bærbare indendørs, er det egentligt ikke et problem.

 

Touchfunktionen fungerer også ganske udmærket – den er hurtig og responsiv. Og selv om jeg personligt stort set aldrig bruger touchfunktionen på en pc, så er det en udmærket mulighed at have, og hvis du er typen der bruger det meget, så er det der.

Godt tastatur, middelmådig touchpad

MateBook 13 har et generelt udmærket tastatur, der giver en tilfredsstillende følelse – og lyd – når man trykker på en tast. Det virker faktisk en del bedre end det, der sidder på den meget dyrere MacBook Air. Skriver man en længere tekst kommer det virkelig til sin ret, og denne anmeldelse er skrevet på MateBook. Desværre går den gode kvalitet ikke igen i touchpad’en, som virker en smule billig til sammenligning. Huawei har brugt plastik i stedet for glas, og selv om det egentlig ikke giver de store problemer i brug, så virker det bare ikke så lækkert som glas. Samtidig er det en lidt anden farve end resten af computeren, hvilket ødelægger det ellers næsten perfekte design.

Indbygget i powerknappen er også en fingeraftrykslæser, der fungerer rigtigt godt, måske fordi Huawei har rigtigt godt fat i den teknologi fra deres smartphones. I hvert fald er den lige så god som det, Apple leverer på deres nye MacBook Air.

 

Ydelse til næsten alt

En ultrabærbar er ikke længere en sløv banan som det ellers var tilfældet for blot få år siden. Faktisk er det lykkedes for Huawei – i de to største ud af tre modeller – at bygge et GeForce MX150 kort ind i MateBook 13. Det er virkelig godt, for det betyder at jeg for eksempel har kunnet spille Civilization på en lang flyvetur og hygge mig med lidt Xcom 2 i lufthavnen. Processoren er den nyeste generation af Intels Core i5 eller Core i7 “Whiskey lake”, og begge dele leverer fin ydelse til alt, hvad du har brug for i dagligdagen, inklusiv i øvrigt tunge Photoshop billeder. Min eneste anke er, at det ikke er muligt at tilføje mere end 8GB hukommelse. Til gengæld er der masser af harddiskplads, for selv den mindste version kommer med 256GB SSD harddisk.

Fornuftig lyd

Generelt er jeg selv typen der stort set aldrig bruger de indbyggede højttalere i en bærbar – for den lidt dåseagtige lyd er simpelthen for irriterende for mig. Men med MateBook Pro X ændrede det sig lidt, for den gav simpelthen masser af smæk for skillingen. Og det samme gør sig til dels gældende for MateBook 13, der giver både rimelig kvalitet i de høje toner der ikke forvrænges før ved en meget høj lydstyrke – og en overraskende dybde i lyden. Det er ikke så godt som en rimelig bluetooth højttaler, men heller ikke skidt, og hvis du skal se nyheder eller en hurtig tv serie er der ingen tvivl om, at lyden i MateBook 13 fungerer ganske udmærket.

Halvsløj batterilevetid

Et enkelt sted, hvor MateBook 13 desværre skuffer en smule er på batterilevetiden. Efter et par uger med den må jeg sige, at jeg føler den skal lades væsentlig oftere end eksempelvis MacBook Air – og en hurtig uofficiel batteritest bekræfter det da også; jeg får kun lidt over 6 timer ud af computeren ved uafbrudt videoafspilning med lysstyrken sat på ca. 80%. MacBook leverer tæt på 10 timer. Så hvis batterilevetid er en meget vigtig faktor for dig vil jeg nok anbefale at du overvejer alternativer til MateBook 13.

 

Ingen Thunderbolt

Som det efterhånden er blevet standard, så er der kun to USB-C porte – og ingen andre porte bortset fra en 3,5mm indgang. Men desværre kan man kun lade i den ene af de to USB-C porte – så man skal trække ledningen rundt om computeren hvis strømstikket på væggen sidder på den anden side. Det er lidt irriterende. Men værre er det, at ingen af de to understøtter den hurtige Thunderbolt 3 standard, så du kan ikke sætte to 4K skærme til.

Og så det vigtigste…

Prisen. Det er her, Huawei virkelig smider hansken lige i hovedet på konkurrenterne. I den billigste version koster MateBook 13 kun 6.999 kr. For det får du 8GB RAM, Core i5 processor og 256GB SSD disk. Men du må undvære det vigtige grafikkort. Det får du til gengæld i mellemmodellen. Til gengæld er den største udgave spækket med både de bedste komponenter – en Core i7 processor og 512GB SSD – touchscreen og, naturligvis, det vigtige GeForce MX150 kort. Den midterste model koster 7.999 kr. og rammer et sweet spot for mig – hvor ydelsen er høj, samtidig med at prisen holder sig på et rimeligt niveau. Men for under 10.000 kr. får du en bærbar, der virkelig kan alt det, den skal kunne. Huawei har gjort det igen og begynder at ligne en virkelig seriøs spiller på markedet for bærbare.

 

Huawei MateBook 13

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: Fra 6.999 kr.

MateBook 13 er den perfekte kombination af lækkert design, fornuftig ydelse og en pris hvor de fleste kan være med.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.