På trods af modstand fra Trump formår kinesiske Huawei at sælge flere smartphones. Ifølge konsulenthuset Gartner, der laver analyser indenfor it-sektoren, kunne både Samsung og Huawei mønstre vækst i salget af smartphones i årets andet kvartal. I modsætning til Apple, der har fået sværere ved at få iPhones over disken. Det skriver Ritzau.
Ifølge Gartner solgte Samsung lige over 75 millioner enheder og landede dermed en global markedsandel på 20,4 procent – i forhold til 19,3 procent i samme kvartal sidste år. Det gør Samsung dobbelt så store som Apple. Huawei formåede at få solgt 58 millioner enheder, hvilket giver dem en markedsandel på 15,8 procent (13,3 procent i samme kvartal sidste år).
Apple, derimod, måtte finde sig i et fald. Mens der blev solgt 44,7 millioner enheder i andet kvartal 2018, blev der kun solgt 38,5 millioner iPhones i samme kvartal i år. Dermed faldt Apples markedsandel fra 11,9 procent til 10,5 procent, hævder Gartner.
Sammen står de tre firmaer for salget af knapt halvdelen af alle smartphones på verdensplan – og det tal er stigende. Store navne som Sony, LG, OnePlus, Xiaomi og en hel række små spillere må kæmpe om resten. Her er en oversigt over markedsandelen i procent i andet kvartal i år og sidste år:
| 2019 | 2018 |
Samsung | 20,4% | 19,3% |
Huawei | 15,8% | 13,3% |
Apple | 10,5% | 11,9% |
Øvrige | 53,3% | 55,5% |
Læs også vores anmeldelse af Samsungs seneste flagskib, Galaxy Note 10+.