Den mest solgte Android-telefon herhjemme er fra Huawei. Ifølge det store analyseinstitut GFK’s månedlige rapport, så har Huawei i juli måned opnået en markedsandel på det danske smartphonemarked på mere end 20 procent. Dermed har Huawei fortrængt Samsung fra andenpladsen. På førstepladsen ligger Apple, som stadig har en massiv markedsandel i Danmark.
Har også overhalet Apple
At Huawei overhaler Samsung skyldes, ifølge firmaet selv, den forholdsvis nye P20-serie, der er særlig populær i Danmark. I det hele taget har P20’erne været gode for Huawei; På bare fem måneder har Huawei solgt 10 millioner P20 Pro og P20 smartphones på verdensplan. Det betyder, at Huawei tidligere på året også overhalede Apple på det internationale marked og nu kan kalde sig verdens næststørste smartphoneproducent, kun overgået af Samsung. Og Huawei har en målsætning om at kunne overtage en førsteplads på listen allerede ved udgangen af 2019.
– Selvom vi nu for første gang indtager andenpladsen både nationalt og globalt, så satser vi stadig stærkt på at forøge vores markedsandel yderligere i de kommende år, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er klar til at udfordre førstepladsen i Danmark også. Vi ved godt, at der stadig er et stykke vej, men flere og flere får øjnene op for vores produkter og anbefaler dem til venner og familie, siger Marie Dam Feldborg, der er Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark.
Godt omdømme
Salget afspejler fint, at danskerne har taget kinesiske Huawei til sig. YouGov har, i samarbejde med BrandIndex, foretaget en omfattende image-ranking undersøgelse over danskernes holdninger til 360 forskellige brands, vurderet på indtryk, kvalitet, værdi, tilfredshed, anbefalinger og virksomhedens ry. Huawei var den eneste teknologivirksomhed i top 10.