I dag præsenteres Huawei P30 Pro og vi har store forventninger. Huaweis P-serie af mobiltelefoner forbindes med potente kameraer, der for hver ny generation skubber grænserne for, hvor gode billeder en mobiltelefon kan levere. Men sådan har det ikke altid været. Da P1, der i øvrigt hed Ascend P1, blev lanceret for syv år siden, var den en ret gennemsnitlig telefon til en meget lav pris. Og sådan fortsatte det indtil 2015, hvor Huawei begynder at fokusere på telefonens kamera.
Men det var først året efter, i 2016, at Huawei lavede en lille genistreg ved at indgå i et samarbejde med hæderkronede tyske Leica. Huawei ville gøre noget ekstra ud af sine kameraer og Leica ledte efter en vej ind på det hastigt voksende marked for kameramobiler – og voila; sød musik opstod.
Sætter standarden
Huawei P9 fra 2016 var den første frugt af samarbejdet og siden har det to partnere formået at få de forreste pladser i bussen, når det gælder udviklingen af smartphone-kameraer.
Sidste års Huawei P20 Pro ligger stadig øverst på testsitet DxOMarks liste over de bedste mobilkameraer; vel at mærke efter at både Samsung, Sony og Apple har haft mulighed for at overhale dem med nye flagskibe. P20 Pros tætteste konkurrent er … Mate 20 Pro, der også laves af Huawei og Leica.
Inden længe går Huaweis topchef på scenen i Paris for at præsentere Huweis seneste kamera-topmodel Huawei P30 Pro – og det bliver svært interessant at se, hvad de har fundet på i år.
I videoen øverst har vi lavet en gennemgang af P-seriens historie – fra budgettelefon til bedst i klassen.