Egentlig må Huawei ikke bruge Android eller andre af Googles apps og tjenester på sine nye smartphones, men den nye Huawei Nova 5T , der blev lanceret i går, er udrustet med hele baduljen. Det kan lade sig gøre, fordi modellen er blevet lanceret i andre lande, inden den amerikanske blokade trådte i kraft.
Derfor kan Huawei nu sende den ud herhjemme som en fuldfed Android-telefon, med alt hvad det indebærer. I modsætning til Mate 30, der i september blev lanceret uden apps fra Google eller – endnu værre – Google Play Store.
Nova 5T er ikke et flagskib, men har ifølge Huawei ”en performance, der matcher flere high-end-modeller”. Den er udstyret med hele fem kameraer, der foruden fire kameraer på bagsiden inkluderer et 32 megapixel ”puch-hole” selfie-kamera på fronten.
Hovedkameraet er på 48 megapixel og kamerapakken på bagsiden giver mulighed for at tage ultra-vidvinkel-fotos samt makro og Bokeh fotografier (dybdefotografier) af både landskaber og close-ups. Her en oversigt over kameraerne på Nova 5T (klik for at se større udgave):
For at sikre, at fotografering bliver en problemfri oplevelse, er nova 5T drevet af den kraftfulde Kirin 980 AI-processor som blandt andet optimerer brugen af smartphonen til gaming, men som også faciliterer hurtig opladning. Processoren kombineret med styresystemet EMUI 9.1 resulterer i en gnidningsfri oplevelse. Desuden kommer Nova 5T med en intern hukommelse på 128 GB og 6 GB RAM, fortæller Huawei.
Telefonens skæm har en størrelse på 6,26 tommer og den trækker strøm fra et 3.750 mAh stort batteri med Huaweis 22,5 W SuperCharge-teknologi der gør det muligt at oplade batteriet 50 procent på en halv time.
Telefonen kommer til Danmark i tre farver: Crush Blue, Black og Midsummer Purple. Den er til salg i butikkerne den 4. november, men kan allerede nu forudbestilles hos udvalgt forhandlere til en vejledende udsalgspris på 3.699 kroner.