Gadgets

Huaweis første smart-tv kører HarmonyOS og har popop-kamera

Det HarmonyOS-baserede smart-tv har både popop-kamera og indbygget digital assistent ved navn YoYo, der reagerer på stemmekommandoer.

Allerede dagen efter at de præsenterede deres nye styresystem, HarmonyOS, har Huawei lanceret den første enhed, der udnytter det nye operativsystem. Via det Huawei-ejede Honor-brand lancerede kineserne lørdag et smart-tv med navnet Honor Vision Pro og et indbygget popop-kamera.

Fladskærmen har en 55 tommer stor 4K-skærm med 178-graders synsvinkel og en lysstyrke på op til 400 nits. Skærmen er med sin 6,7 millimeter ganske tynd.

 

Tv’et er også bestykket med et popop-kamera, som det kendes fra eksempelvis OnePlus 7 Pro-telefonen. Tv’ets kamera gør det muligt at foretage videoopkald med Full HD-opløsning (1080p). Ifølge Huawei popper kameraet kun op, når man vil bruge videoopkald eller hvis man specifikt beder om det.

HarmonyOS
Honor-tv’et præsenteres.

I hjertet af tv’et sidder Huaweis nye Honghu 818-processor, der har indbygget billedprocessor. Den understøtter HDR, dynamisk kontrast og en række andre teknologier, der skal hjælpe med at forbedre billedet. Tv’et har 2GB RAM og 32GB internt lagerplads.

 

Med Honor Vision Pro introducerer Huawei også sin egen digitale assistent, YoYo, der kan tage imod stemmekommandoer og navigere rundt i tv’ets menuer. Til det formål er tv’et udstyret med seks mikrofoner med en rækkevidde på fem meter. Men man vil også kunne navigere rundt i menuerne via en “magasin-lignende” brugerflade, fortælles det.

Lyden varetages af seks 10 watt højttalere. Under præsentationen blev det fortalt, at tv’et understøtter Hi-Res Wireless Audio (HWA) og Bluetooth 5.0, til tilslutning af fjernbetjening, hovedtelefoner og telefoner.

Prisen på tv’et angives til 4.799 Yuan, hvilket svarer til beskedne 4.500 kroner. Og det er topmodellen. En udgave uden pop-kamera koster 3.999 Yuan (3.800 kr.). I første omgang lader det dog ikke til at tv’et vil kunne købes udenfor Kina. 

 

HarmonyOS, der blev præsenteret fredag, er skabt til at kunne fungere som operativsystem på alle typer af enheder; fra små sensorer over smartphones til fladskærme.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.