Tesla har i de seneste år været på alles læber – både som elbilsikon og som verdens mest hypede tech-selskab. Men i Europa er vinden vendt. Hvor selskabet tidligere blev set som den grønne frelser, der skulle revolutionere bilmarkedet, møder mærket i dag langt mere skepsis. Salget i flere europæiske lande daler, og kritikken går ofte i samme retning: Elon Musk.
Manden bag Tesla har nemlig rodet sig ind i alt fra amerikansk valgpolitik til europæiske arbejdskonflikter, og det har fået både forbrugere og investorer til at rynke på næsen. Musk har åbent kritiseret fagforeninger, EU’s reguleringer og presset selskabet direkte ind i stridigheder med svenske fagforbund. På sociale medier og under X-paraplyen (tidl. Twitter) har Musk desuden flirtet med alt fra ytringsfrihedsdebatter til kontroversielle politiske aktører.
Men én ting er uændret: Elon Musk er stadig den største enkeltaktionær.
Trods flere aktiesalg i de seneste år sidder han fortsat på omkring 13 procent af selskabets aktier. Det gør ham ikke bare til virksomhedens CEO og ansigt udadtil, men også til manden med hænderne på det økonomiske rat, når beslutninger træffes.
Musk er med andre ord ikke blot hovedpersonen i Teslas markedsføring – han er også bogstaveligt talt manden, der ejer nøglerne til virksomheden.
Men Musk sidder ikke alene i førersædet. Tesla er et børsnoteret selskab, og bag kulisserne trækker en række tunge finansielle spillere i håndbremsen – eller trykker speederen i bund.
- The Vanguard Group
Den amerikanske gigant Vanguard sidder solidt på omkring 7 procent af den amerikanske bilproducent. Fra deres hovedkvarter i Pennsylvania forvalter de pensionsopsparinger for millioner af mennesker verden over – også for europæere, der via globale indeksfonde får et stykke af Tesla-kagen uden at tænke over det.
- BlackRock Inc.
BlackRock er verdens ubestridte kapitalforvalterkonge med en ejerandel på ca. 4,5 procent. I øvrigt ikke at forveksle med Blackstone, der har opkøbet adskillige ejendomme i Danmark (og siden har skiftet navn til Kereby for at lægge afstand til den dårlige omtale).
- State Street Corporation og Geode Capital Management
De Boston-baserede investeringshuse sidder ligeledes med hænderne på rattet. Med henholdsvis 3,4 og 1,7 procent af aktierne, er de stærkt medvirkende til at definere selskabets fremtidige kurs.
- Norges Bank. Og så er der naturligvis vores nabo mod nord. Norges Bank Investment Management, der forvalter verdens største oliefond, sidder stadig med knap 1 procent af Tesla. En smule ironisk? Måske. Men med investeringer på tværs af grøn og sort energi spiller Oljefonden stadig en tung rolle i selskabets ejerkreds.
De danske forbindelser
Selvom Tesla har mistet meget af sin europæiske glans, er danske pensionskasser ikke helt ude af spillet.
PFA, der er et af landets største pensionsselskaber, har i dag Tesla-aktier for cirka to milliarder kroner, og vil ikke sælge dem. Også Danica, Velliv og Nordea Pension har milliarder investeret i Tesla-aktier.
Pensionsfonden AkademikerPension har fortsat aktier i Tesla, men har netop meldt ud, at de også sortlister Tesla, hvis Elon Musks selskab ikke makker ret til næste generalforsamling i juni. Her vil pensionsselskabet ifølge DR Nyheder foreslå, at de ansatte får ret til at danne og blive medlemmer af fagforeninger.
– Vi har ikke de store forventninger til, at forslaget bliver stemt igennem, så eksklusionen ligger klar i skuffen, fortalte Jens Munch Holst, der er administrerende direktør i AkademikerPension til ‘P1 Morgen’.
PensionDanmark ejede tidligere Tesla-aktier for omkring 400 millioner kroner, men i slutningen af 2023 valgte de at sælge ud og placere Tesla på sortlisten. Årsagen? Teslas hårde linje over for fagforeninger og konflikten med den svenske fagforening IF Metall. Det sendte et signal til både Musk og markedet om, at arbejdsmarkedsstandarder også vægter i investeringsstrategierne.
Sampension og Industriens Pension har fulgt trop og solgt deres Tesla-aktier, mens Pensam skilte sig af med sine aktier tilbage i 2017.
Hvem hopper af ved næste rasteplads?
Tesla befinder sig i et interessant krydsfelt. På den ene side er selskabet fortsat en af verdens mest værdifulde bilproducenter og en pioner inden for elbiler og energilagring. På den anden side har Elon Musks egne udtalelser og engagement i geopolitik, arbejdsmarkedskonflikter og kontroversielle debatter sat brand i både sociale medier og bestyrelseslokaler.
For investorer rejser det spørgsmålet: Er Tesla stadig et sikkert gearskifte i porteføljen, eller er det tid at slippe koblingen og finde nye veje mod bæredygtig vækst?
Én ting er sikkert: Med Elon Musk som største enkeltaktionær og verdens største fonde som faste passagerer, bliver Teslas rejse næppe kedelig. Spørgsmålet er blot, hvem der hopper af ved næste rasteplads – og hvem der bliver siddende helt til destinationen.