Danmark har opnået en endnu en milepæl i den grønne omstilling af persontransporten. Ved udgangen af august består 10 procent af bestanden af personbiler i Danmark nu af rene elbiler. Det fortæller Mobility Denmark, der er brancheorganisation for blandt andet bilproducenter, bilimportører og ladeoperatører.
– Det er imponerende at se, hvordan elbilsalget er skudt i vejret. Hver måned vokser antallet af elbiler på vejene, og det er et klart tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning mod en grønnere persontransport. Personbilerne står for cirka 20 procent af CO2-udledningen i Danmark, og derfor er der også en stor klimagevinst ved at skifte til moderne motorer og i særlig grad ved at skifte til elbiler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Baggrunden for den høje andel skyldes flere afgørende faktorer. Heriblandt den fortsatte udbygning af ladeinfrastrukturen, et stigende udbud af elbilmodeller, og ikke minst de gunstige afgiftsfritagelser, der har gjort det økonomisk attraktivt for danskerne at vælge elbil.
I august måned var 55 procent af alle nyregistreringer elektriske biler. Benzin, diesel og brint måtte deles om de resterende 45 procent.
Top 20 over elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler Nr. Mærke Model Antal 1 Tesla Model Y 34.318 2 Tesla Model 3 33.396 3 Volkswagen ID.4 17.100 4 Skoda Enyaq iV 14.413 5 Volkswagen ID.3 11.482 6 Audi Q4 e-tron 10.867 7 Hyundai Kona 7.530 8 Polestar 2 7.131 9 Mercedes-Benz EQA 6.399 10 Volvo XC40 6.393 11 Ford Mustang Mach-E 5.798 12 Kia Niro 5.796 13 Renault Zoe 5.482 14 Tesla Model S 4.956 15 BMW iX3 4.900 16 Volkswagen ID.5 4.886 17 Cupra Born 4.613 18 Volkswagen Golf 4.494 19 Renault Megane E-Tech 4.344 20 Audi e-tron 3.905
Som det ses herover er Tesla mildest talt dominerende, med to modeller, der hver har solgt knapt dobbelt så meget som nummer tre på listen.
Men Volkswagen-gruppens ID.4 søstre – ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron – er også svært populære herhjemme.
Der er bare to kinesiske biler på top 20 listen , nemlig Polestar 2 (nummer 8) og Volvo XC40 (nummer 10).