ElbilerTophistorie

Hver syvende Tesla Model 3 dumper til bilsyn

Ny tysk oversigt over 10,2 millioner synede biler viser, at Tesla Model 3 er den bil der oftest dumper i bilsyn.

Tesla topper salgslisterne over det meste af verden. Men i en ny tysk undersøgelse indtager amerikanerne en lidet flatterende sidsteplads. Det er nemlig den bil, der har flest fejl, når den sendes gennem de obligatoriske bilsyn i Tyskland. Ikke bare blandt elbiler, men blandt alle typer biler.

Tallene kommer fra den seneste 2025-rapport fra TÜV (Technischer Überwachungsverein) der står for bilsyn i Tyskland. Rapporten er baseret på hele 10,2 millioner biler og det er første gang, organisationen har data nok til at medtage hele ti elbiler i udvalget, som kan findes i rapporten for både 2–3 år gamle biler og 4–5 år gamle biler.

 

Tallene fra TÜV er ikke behagelig læsning for Tesla. Her ender Model 3 helt i bund blandt 111 testede modeller efter 2–3 år. Hele 14,2 procent af Model 3’erne, altså præcis hver syvende, består ikke det første bilsyn. I gennemsnit havde 6,4 procent af de 2-3 år gamle biler fejl.

Men også blandt de biler, der var mellem 4-5 år gamle, er det Model 3, der indtager sidstepladsen – nummer 113 ud af lige så mange biler.

 

Herunder en liste over de 2-3 år gamle elbilmodeller (altså første bilsyn), der var med i TÜV-Report 2025:

Bilmodel (2-3 år)FejlrateKørte kilometerPlacering (ud af 111)
Volkswagen e-Golf3,4 %32.0009
Hyundai Kona Electric4,0 %36.00015
Mini Cooper SE4,4 %25.00022
Volkswagen ID.35,0 %33.00040
Volkswagen ID.4/ID.55,9 %38.00059
Peugeot e2086,4 %30.00069
Volkswagen e-Up7,5 %27.00081
Opel eCorsa8,3 %29.00089
Renault Zoe8,9 %30.00094
Tesla Model 314,2 %53.000111
(Kilde TÜV-Report 2025)

Og herunder oversigten over elbiler med 4-5 år på bagen:

Bilmodel (4-5 år)FejlrateKørte kilometerPlacering (ud af 113)
Volkswagen e-Golf4,6 %44.0009
Volkswagen ID.35,4 %35.00012
Hyundai Kona Electric7,9 %51.00043
Volkswagen e-Up9,0 %30.000 59
Renault Zoe14,5 %42.000102
Tesla Model 319,7 %74.000113
(Kilde TÜV-Report 2025)

Det skal tilføjes, at Model 3 var den klart mest kørte bil i undersøgelsen, hvor den gennemsnitlige kilometerstand efter tre år var 53.000 kilometer, mod 42.000 kilometer for gennemsnitsbilen. Men det kan ikke forklare det høje antal fejl, mener TÜV.

 

– Den høje kilometerstand kan ikke bortforklare de dårlige resultater. Foruden fejl på bremser og aksler er der mange problemer med belysningen. Det tyder på mangler i service og vedligeholdelse. Producenten bør forbedre dette, og ejere opfordres til større opmærksomhed på pleje, siger administrerende direktør Dr. Joachim Bühler i TÜV.

En anden ting, der skal tages højde for, er at Model 3 siden er kommet i en nyere udgave, der endnu ikke har været gennem syn. I Tyskland skal nye biler synes efter tre år og herefter hvert andet år. Om den nyeste udgave klarer sig bedre, ved vi derfor tidligst om tre år.

Hele rapporten kan læses her (PDF, åbner i ny fane).

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.