Danskerne har en forholdsvis positiv holdning til kunstig intelligens. Ifølge en undersøgelse vurderer hele 44 procent af de danske unge i alderen 18-35 år, at kunstig intelligens vil hjælpe med at gøre deres hverdag lettere. For eksempel er vi ret positive overfor selvkørende biler og busser samt lægehjælp. Til gengæld vil vi nødigt lade computere og robotter overtage undervisning og børnepasning.
Undersøgelsen er lavet af Huawei, der var blandt de første til at bruge kunstig intelligens i smartphones.
–Kunstig intelligens er i hastig udvikling i disse år, og vi er glade for at se, at så mange danskere er positivt indstillede over for de nye muligheder. Og for de unge gælder denne tendens i udpræget grad. Det kan skyldes, at de unge generelt har mere viden om og erfaring med brugen af kunstig intelligens og derfor også ser flere muligheder, siger Marie Dam Feldborg, der er Head og Marketing and Communication hos Huawei Danmark.
Lægehjælp af robot
I undersøgelsen svarer 25 procent af danskerne, at de i høj eller meget høj grad ville være komfortable med at benytte sig af transportmuligheder, der er drevet af kunstig intelligens som for eksempel selvkørende biler eller busser. Tæt efterfulgt på anden- og tredjepladsen over ydelser, som danskerne trygt ville overlade til AI, er diagnosticering af sygdomme (22 procent) og kirurgiske operationer (21 procent).
Til gengæld skal der mennesker til, når det handler om undervisning (8 procent) og børnepasning (3 procent). Disse er arbejdsområder, som færrest danskere angiver, at de ville være komfortable med at lade computere med kunstig intelligens varetage.
– Vi er mere skeptiske, når det kommer til børnepasning og undervisning, hvor der ikke kun kræves en faglig viden, men også sociale kompetencer som empati og pædagogik, fortæller Marie Dam Feldborg.
Regeringen vil investere i AI
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) foreslog sidste år, at der afsættes 300 millioner kroner til forskning i digital udvikling – og især kunstig intelligens. Ministeren mener, at Danmark skal være helt fremme på området.
Undersøgelsen baserer sig på cirka 1.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Userneeds panel i perioden mellem 15. juni – 20. juni 2018.