TeknologiTophistorie

Hvilken fladskærm er billigst i længden?

Nyt værktøj fra Energistyrelsen viser dig prisen for både indkøb og brug af elektriske produkter som eksempelvis fladskærme og køleskabe.

En lav pris er ikke nødvendigvis det samme som et godt køb – hverken for dig eller for klimaet. Ofte er et produkt, der er dyrere i indkøb, billigst for dig i det lange løb, fordi det bruger mindre energi. Derfor lancerer Energistyrelsen i dag værktøjet Hele Prisen, der sammenligner udgifter til både indkøb og brug af et produkt over hele dets levetid.

Du kan f.eks. lynhurtigt sammenligne to vaskemaskiner og finde ud af, hvilken der er billigst, når man medregner både indkøbsprisen og el- og vandforbruget i vaskemaskinens forventede levetid. Men det er også muligt at sammenligne fladskærne, køleskabe, opvaskemaskiner, frysere og endda vinkøleskabe.

 

– Normalt har du kun indkøbsprisen at gå efter, men den er ofte vildledende, fordi billige tilbud kan blive dyre i længden. Hele Prisen er en gave til alle os, der gerne vil træffe de økonomisk bedste valg, siger Thore Stenfeldt, der er fuldmægtig i Energistyrelsen.

Ud over at hjælpe forbrugerne med at spare penge, hjælper Hele Prisen også klimaet ved at fremme produkter med lavt energiforbrug. Værktøjet dækker over 45.000 modeller af forskellige elektroniske produkter og opdateres løbende.

 

– Du kan sammenligne samtlige modeller inden for produktkategorierne, der markedsføres i EU. Det er ovenikøbet nemt – både når du står nede i butikken og hjemme fra sofaen, siger Thore Stenfeldt.

Du kan f.eks. søge efter bestemte modeller eller finde alle modellerne i en serie. Når du står i en butik, kan du sammenligne produkter ved at scanne QR-koden direkte fra produkternes energimærke.

Hele Prisen kan besøges her.

 

Fakta om Hele Prisen:

  • Hele Prisen er udviklet af EU og nationale myndigheder som en del af EU’s Label 2020-arbejde med de nye energimærker. 
  • Når du bruger værktøjet på dansk, får du totaløkonomien udregnet med danske energi- og evt. vandpriser og den forventede levetid for produkter i Danmark. Du kan også sætte dine egne indstillinger for energipris og levetid.
  • Værktøjet henter som det eneste i verden produktdata direkte i EU’s EPREL-database og opdateres automatisk i takt med, at nye produkter introduceres på EU’s indre marked.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.