Den ligner ikke superbilen KITT fra serien Knight Rider helt lige så meget i virkeligheden, som den gjorde på de billeder der teasede afsløringen af bilen. Men Hyundai 45 er trods alt alligevel så anderledes, at den kan varsle en helt ny designære hos bilfabrikanten. Specielt bagenden på bilen ser aparte ud efter vanlige standarder.
Hyundai 45 er som sagt en konceptbil, så der er givet gas for specialløsningerne; lygterne på bilen er smukt anderledes men det ville overraske, om de flytter med over i en eventuel produktionsudgave. Det samme med dørsystemet og bilens indretning, der – i øvrigt lige som BMW’s iNext-koncept – nærmest ligner en dagligstue.
Ifølge en pressemeddelelse har Hyundais designere hentet inspiration til 45’eren i den gamle Pony Coupe, der kørte på gaden i 1974 – altså for 45 år siden. Det er næppe tilfældigt.
Hyundai Pony Coupe anno 1974 har inspireret til Hyundai 45. Hyundai 45 skal tjene som inspiration til selskabets fremtidige elbiler. Den er bygget på en helt ny elektrisk platform, som er udviklet sammen med søstermærket Kia – og begge producenter forventer at lancere færdige elbiler på den nye platform allerede næste år.
Ingen data – men gode billeder Hyundai har ikke offentliggjort nogen som helst data om hverken Hyundai 45 eller den produktionsbil, de forventer at lancere næste år. Heller ikke Kia har afsløret noget som helst om deres kommende model.
Til gengæld har Hyundai fodret os med billeder af konceptbilen – dem kan du se her (klik for større udgave):