Flyvende biler har været en fremtidsdrøm i årtier, men uden at det har materialiseret sig i noget konkret. Nu har koreanske Hyundai og amerikanske Uber afsløret et bud på en elektrisk lufttaxi med en rækkevidde på knapt 100 kilometer og med plads til fire passagerer.
Maskinen der blev præsenteret er naturligvis bare et koncept, men Hyundai siger, at de har helt konkrete planer om at ”masseproducere” elektriske, flyvende taxier til Uber.
– Vores vision for Urban Air Mobility vil ændre ideerne bag urban transport. Vi forventer at UAM vil vitalisere bysamfundene og give mere kvalitetstid til befolkningen. Vi er overbeviste om, at Uber Elevate er den rette partner til at gøre dette innovative produkt let tilgængelig for så mange kunder som muligt, fortalte chefen for Hyundais Urban Air Mobility-division, Jaiwon Shin, under præsentationen.
Han fortalte, at arbejdet med fartøjet – der går under navnet S-A1 – foregår i fællesskab med Uber, men han kunne ikke sige noget om, hvornår vi kan forvente at se den flyvende bil ude i verden.
Ikke alene Som nævnt er Hyundai ikke de eneste, der arbejder med flyvende biler. Så sent som i oktober måned fortalte Boeing og Porsche , at de arbejder sammen for at ”udforske markedet for mobilitet i bymiljøet og udvidelsen af bytrafikken til luftrummet gennem et fuldt elektrisk lodret start- og landingskøretøj”. Boeing havde for et år siden en prototype i luften for første gang. Også Airbus og Daimler arbejder intenst på at virkeliggøre flyvende biler.
Her er lidt mere info om Uber og Hyundais koncept:
Fartøjet er designet til at flytte med en hastighed på op til 290 km/t ved en højde på mellem 300-600 meter. Den har en rækkevidde på knapt 100 kilometer. Hyundais flyver vil være 100 procent elektrisk. Den vil kunne genoplades på mellem fem og syv minutter, hævdes det. Modellen er designet til at starte lodret. Under flyvning bruges vingerne på normal vise, men ved landing går den tilbage til lodret flyvning. I første omgang vil den kræve en pilot, men på sigt skal flyet kunne flyve autonomt.