Elbiler

Hyundai opgraderer elbilen Ioniq

Den nye udgave af Hyundai Ioniq bliver opgraderet på en del områder - vigtigst er dog et bedre batteri.

Hvis du er på jagt efter en elbil bliver dine muligheder hele tiden flere. Alle producenter arbejder hårdt på at få nye elbiler på gaden og opgradere eksisterende modeller, og selv de billigste begynder at få en rækkevidde som tidligere var forbeholdt biler i den øverste prisklasse. Nu opgraderer Hyundai også deres relativt prisvenlige Ioniq så den får væsentlig bedre rækkevidde.

36% mere batteri

Ioniq, der efterhånden har et par år på bagen, findes i tre modeller, men det er – så vidt vides – kun den rent elektriske, der får en opgradering. Bilen går fra at kunne køre ca. 199 km. på en opladning til lige under 300 – Hyundai siger selv 294. I praksis betyder det dog, at bilen formentlig ikke vil kunne køre mere end ca. 160-180 km., men det er stadig en væsentlig forbedring, og hvis prisen forbliver omkring de 250.000 kr. bilen koster nu vil det være en udmærket forretning at investere i Ioniq.

 

Hurtigere opladning

Udover et bedre batteri får bilen også adgang til op til 100kW opladning på de (relativt få) standere der understøtter det. Hyundai siger at bilen vil kunne oplades til 80% på ca. 54 minutter. Samtidig får bilen flere hestekræfter – det tal stiger fra 118 til 134.

Bedre interiør

En ny skærm i widescreen format pryder instrumentpanelet i Ioniq

Udover alle de “store” forbedringer er der også blevet plads til en opgradering af interiøret, som er blevet mere “high-tech” at se på. Der er selvfølgelig også både Android Auto og Apple CarPlay på den 10,25″ store skærm, og via Ioniq appen kan du tænde for airconditioning i bilen, ligesom du kan tænde og slukke den og sætte tider for opladning. LED lygterne er også blevet opgraderet og skulle nu være mere synlige i mørke, ligesom forenden har fået et let opgraderet design.

 

Alt i alt en ganske respektabel opgradering på en bil der i forvejen er ekstremt populær.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.