ElbilerTophistorie

Hyundai viser solid-state batteri til marts

Ifølge sydkoreanske kilder viser Hyundai sit første egenproducerede solid-state batteri frem i marts måned.

Hyundai er på nippet til at tage et stort skridt i elbilkapløbet. Ifølge en artikel fra koreanske ET News vil den sydkoreanske bilproducent allerede i marts løfte sløret for prototypen på sit første solid-state batteri.

Hyundai, der traditionelt har været afhængig af eksterne batterileverandører, kan med denne teknologi tage et afgørende skridt mod batteriuafhængighed og samtidig udfordre den eksisterende sekundære batteriindustri.

 

Batteriet, der bliver udviklet på en pilotproduktionslinje i Hyundais nye Uiwang Research Center, kan potentielt revolutionere elbilmarkedet med højere energitæthed, hurtigere opladning og bedre sikkerhed. Teknologien har været anset som en “game-changer” i årevis, men masseproduktion har været en udfordring.

Solid-state batterier adskiller sig fra traditionelle lithium-ion batterier ved at bruge en fast elektrolyt i stedet for en flydende, hvilket reducerer brandrisikoen og øger batteriets levetid. Ifølge artiklen sigter Hyundai mod at have teknologien klar til kommerciel produktion i 2030. Men pilotbatterierne vil angiveligt blive testet i prototypemodeller allerede i år.

 

Hyundai slutter sig dermed til en voksende liste af bilproducenter, der satser på solid-state batterier. Toyota og Honda har allerede meldt deres ambitioner ud, og i USA arbejder flere batteristartups på at få teknologien ud af laboratoriet og ind i masseproduktion.

Hvis Hyundai lykkes med at overvinde de sidste forhindringer, kan solid-state batterierne bane vejen for elbiler med endnu længere rækkevidde, ultrahurtig opladning og en generel køreoplevelse, der gør det svært at savne benzinbilen.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.