En enorm powerbank. Det er vel den mest dækkende betegnelse for Volkswagens kommende oplader til elbiler. Ideen er simpel: Man tager et enormt batteri og sætter det i noget der ligner et enormt køleskab – og så kan den store powerbank ellers rulles ud til steder hvor der er behov for det – fodboldstadions, messecentre og andre steder, hvor der er et enormt tryk i korte perioder, men ikke nødvendigvis behov for ladestandere hele tiden.
360kWh batteri
Den mobile ladestander ventes at blive sendt på gaden i løbet af 2019, men i første omgang i meget begrænset omfang i Wolfsburg i første halvdel af året, men i 2020 burde den mobile oplader være klar til at blive rullet ud – nogenlunde samtidig med, at de første VW ID biler bliver sendt i handlen. Batteriet i laderen er på 360kWh og vil kunne oplade elbiler med 100kW DC hurtigopladning. Den vil kunne give lidt ekstra strøm til op til 15 biler på en opladning – så man behøver ikke planlægge rækkevidde efter at køre til en koncert. Skulle batteriet løbe tør skifter arrangørerne det bare ud med et nyt.
Forebygger huller i netværket
VW forventer at batteriet vil kunne udfylde “huller” i opladernetværket og samtidig tage lidt af presset af det almindelige netværk. Opladeren kan i øvrigt også modtage strøm kontinuerligt, så det vil være oplagt at bruge den som lager for energi fra solceller eller vindmøller.