I dag får iPad’en helt nyt styresystem. Det ligner godt nok stadig iOS 13, men iPadOS er skræddersyet til tablets og underbygger Apples ønske om at udviske forskellene mellem computer og tablet.
Herunder har vi samlet de mest spændende af de nye funktioner, der er lavet specifikt til iPad’en – men der vil naturligvis være mange flere nyheder. Mange af de nyheder, der blev introduceret med iOS 13 til iPhone og iPods i sidste uge, kommer naturligvis også med i iPadOS. Eksempelvis Dark Mode, Apple Arcade, Find og den nye Fotos app. Du kan læse om iOS 3-nyhederne her .
En helt ny hjemmeskærm iPad’en har altid lignet en forvokset iPhone, men det laver iPadOS om på. Ikke alene kan man nu bestemme om der skal være få store ikoner, som det er tilfældet nu, eller om der skal være flere mindre ikoner. Man kan også få sine foretrukne widgets vist fast på hjemmeskærmen; vejrudsigt, kalenderaftaler, fodboldresultater, etc. Det vil næppe imponere Android-brugere, der har haft denne mulighed i årevis, men for iPad-brugere er det alligevel en velkommen forandring.
Med iPadOS får du widgets på hjemmeskærmen. To vinduer fra samme app side om side iPadOS løser et væsentligt problem ved at udføre sit arbejde på en iPad. Nemlig det faktum, at man ikke kunne have to vinduer med den samme app side om side – for eksempel to forskellige Word-dokumenter. Det kan man nu – og man kan trække og slippe indhold mellem de to åbne vinduer.
Understøtter trådløs mus Med iPadOS kan du koble en mus til din iPad. Det er lidt besynderligt, for Apple nævnte det ikke under sin præsentation og funktionen ligger gemt langt nede i systemet under Indstillinger –> Tilgængelighed. Men funktionen er der og vil sandsynligvis være elsket af nogen.
Arkiver kan læse filer fra eksterne enheder Appen Arkiver har fået en gevaldig overhaling, så den minder mere om Finder-vinduet på Mac-computere. Nu kan man blandt andet se informationer om de enkelte filer. Mere vigtigt er det, at appen nu kan læse filer fra eksterne enheder – eksempelvis USB-sticks og harddiske – ligesom den kan tilsluttes til netværksdrev. Det er i sandhed en længe ventet funktion.
iPad’en kan bruges som ekstra skærm Det har længe været mulit at bruge iPad’en som en ekstra skærm til computeren ved hjælp af (dyre) tredjeparts-apps, men nu er funktionen bygget ind i iPadOS og det kommende macOS 10.15 Catalina-styresystem til computeren. Funktionen hedder Sidecar og gør det ikke alene muligt at bruge iPad’en som ekstra skærm, men også at bruge den som et tegnebræt i samarbejde med Apple Pencil.
Nu kan iPad’en bruges som ekstra skærm til computeren. Eller som tegnebræt. Nye skrifttyper Der er gode nyheder til alle dem, der bruger iPad’en til kreativt arbejde. Med iPadOS er det muligt at købe og downloade yderligere skrifttyper fra App Store, som vil kunne bruges i dokumenter og billeder på tabletten. Mere interessant bliver det, om det også bliver muligt at benytte skrifttyper, man allerede har købt til computeren – men det melder historien intet om.
iPadOS vil blive tilgængelig i dag, tirsdag den 24. september. Sandsynligvis lige omkring aftensmadtid. Opdateringen bliver gratis og vil kunne hentes via Indstilllinger –> Softwareopdatering på alle kompatible iPads.