TeknologiTophistorie

I dag får din iPhone nyt styresystem – her er nyhederne

iOS 17 kan installeres på din iPhone senere i dag. Her er de væsentligste nyheder, du kan se frem til ...

Da Tim Cook præsenterede den seneste iPhone-familie, lovede han samtidig, at iOS 17 ville være klar den 18. september. Det er i dag.

Du kan nok først forvente at det nye styresystem frigives sent i aften, når nat er blevet til dag i USA. Men her er en lille oversigt over, hvad du kan se frem til af nye funktioner.

 

Kontaktplakater

Kontaktplakater er en mulighed for at lave din egen visuelle identitet, der vises til modtageren, når du foretager et opkald. Du kan tilføje både billeder og Memojis, ligesom du kan ændre på farver og tekst. Ikke ulig låseskærmen på iOS 16. Tredjeparts opkaldsapps vil også være i stand til at integrere kontaktplakater.

iOS 17

Standby-funktion

Sidste år fik udvalgte iPhone-modeller Always On Displays. I år får de også noget at bruge det til. Standby-funktionen omdanner en vandret iPhone til et smart display a la Google Nest Hub. Skærmen viser nyttige informationer, tilpasset efter dine egne behov. Den kan blandt andet vise fotos, widgets, kalender, ur og mere. Standby er ideel til brug, når iPhone står på et natbord eller køkkenbord.

 

Interaktive widgets

I iOS 17 er widgets ikke længere bare smarte knapper, der åbner specifikke apps. Nu kan de også udføre opgaver. Det betyder, at du kan gøre ting direkte fra startskærmen, såsom at afkrydse et element på en liste eller slukke et lys gennem Home-app’en – uden at gå ind i nogen af apps’ene . Du kan også bruge interaktive widgets til at slå musik eller podcasts til/fra.

Klistermærker overalt

iMessage får betydelige opdateringer med iOS 17, inklusive nye emoji-klistermærker og muligheden for at lave Live Stickers ud fra egne fotos. Brugere kan også tilføje effekter til Live Stickers, og en ny skuffe i tastaturet placerer alle dine klistermærker ét sted for lettere adgang på tværs af iOS. Forvent at få klistermærker med dine venners hunde og babyer de kommende uger …

NameDrop

AirDrop får også nye interessante funktioner i iOS 17. En af dem er NameDrop, der gør det muligt at udveksle telefonnumre og email-adresser ved at holde to telefoner tæt på hinanden. Den anden person vil også se en kopi af din kontaktplakat. NameDrop virker i øvrigt også med Apple Watch.

 

Men der er mere. Ved at bruge den samme bevægelse, som du ville med NameDrop, kan du også begynde en SharePlay-session. På den måde kan du dele musik, tv-shows eller andre ting. I kan også sende filer til hinanden på samme måde. I et andet sjovt twist kan du fortsætte AirDrop-sessioner, selv når du går uden for rækkevidde. Når du gør det, fortsætter en overførsel via Wi-Fi.

Og meget, meget mere …

Ovenstående er nyheder, som vi med rimelig sikkerhed kan sige er med i den første danske udgave af iOS 17. Men der er meget, meget mere på menuen. Enten i denne udgave eller i snarlige opdateringer. Her er par af de nyheder, vi ved er planlagt, men ikke om de når første udgave af iOS 17:

  • Facetime får videotelefonsvarer.
  • Opret profiler i Safari (f.eks. til privat og arbejdsbrug).
  • SharePlay vil fungere i biler med Apple CarPlay.
  • Transkription af beskeder på Voicemail. 
  • Ny Journal app – en digital dagbog.
  • Deling af AirTags med kontakter.
  • Skærmafstand. Ny funktion, der skal beskytte din øjne.

Du kan få en komplet oversigt over samtlige nye funktioner hos Apple.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.