Facebook og Ray-Ban er klar til at vise verden deres smartbrille. Det sker senere torsdag, men allerede nu er der lækket billeder af brillen, der får navnet Ray-Ban Stories . Det er den, der er på illustrationen øverst.
Det er den notoriske lækker Evan ‘EVLeaks’ Blass, der har lagt et væld af billeder af alle varianter på sin Twitter-konto. Billederne viser tre forskellige varianter af brillen – Wayfarer, Round og Meteor.
Selv om de umiddelbart ligner et sæt helt almindelige Ray-Ban solbriller, afslører to kameralinser ved brillestængerne, at de er anderledes. Der er også en knap øverst til højre på brillen, som potentielt kan bruges til at betjene kameraerne.
Et af de lækkede billeder af Ray-Ban Stores (Wayfarer-model). Facebooks Mark Zuckerberg har tidligere sagt at brillen har “Ray-Bans ikoniske formfaktor og gør det muligt at gøre ret smarte ting”. Brillen har dog ikke skærme til eksempelvis Augmented Reality, men Zuckerberg siger, at den er “et skridt på vejen mod fremtidens AR-briller”.
Invitationen. Det bliver interessant at se, hvad de har fundet på – og vi skal naturligvis nok opdatere med nyhederne. Giv eventuelt vores Facebook-side et Like, hvis du vil have nyhederne direkte i dit feed.
Briller er det næste naturlige skridt, efter at ure er blevet gjort “smarte” og flere selskaber har allerede gjort forsøg. Deriblandt støjdæmpnings-specialisterne fra Bose, der for to år siden sendte deres første Bose Frame-briller på gaden (læs vores anmeldelse her ). Men også Amazon har lavet en smartbrille , ligesom der går vedholdende rygter om, at Apple bager på en AR-brille.