ElbilerTophistorie

I dag stemmer EU om dyrere elbiler

EU-tolden på kinesiske elbiler forventes vedtaget i dag. Tolden kommer til at betyde at visse bilmodeller kan blive op til 45 procent dyrere.

Det er i skrivende stund ikke lykkes for EU og den kinesiske regering at blive enige om et alternativ til tolden, der pålægges alle elbiler, der produceres i Kina. Den såkaldte kinatold. En EU-afstemning om den endelige vedtagelse af tolden finder sted senere i dag og den forventes at blive stemt igennem. Trods tysk modstand.

Frankrig, Grækenland, Italien og Polen er blandt de store EU-medlemslande, der planlægger at stemme for tolden, der kan komme op på 45 procent. Tyskland vil sandsynligvis helt undlade at stemme.

 

Tyskland har været skeptisk over for toldsatserne på grund af bekymringer om at udløse en handelskrig på et tidspunkt, hvor Mercedes, BMW og Volkswagen årligt sælger hundredtusindvis af biler i Kina.

Den tyske forbundskansler Olaf Scholz sagde den 2. oktober, at hans regering, som undlod at stemme ved en afstemning om toldsatserne i juli, muligvis vil gøre det igen på grund af uenigheder i den trepartiregering, der styrer landet.

 

Tysklands finansminister, Christian Lindner, mener, at regeringen bør modsætte sig toldsatserne. “En handelskrig med Kina vil skade os mere end gavne en vigtig europæisk industri og en central sektor i Tyskland,” siger han ifølge Reuters.

Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som lancerede undersøgelsen for et år siden, sagde, at EU’s industri skulle beskytte sig selv mod en potentiel flod af billige kinesiske elbiler, der nyder godt af statsstøtte.

Overkapacitet på 3 millioner elbiler

Kommissionen oplyser, at registreringer af kinesisk-producerede elbiler steg fra 3,5 procent af EU-markedet i 2020 til 27,2 procent i andet kvartal af 2024, og de kinesiske mærkers markedsandel voksede fra 1,9 procent til 14,1 procent.

 

Kina har en overkapacitet på 3 millioner elbiler årligt, som skal eksporteres, hvilket er dobbelt så stort som EU’s marked, ifølge kommissionen.

Kommissionen kan gennemføre toldsatserne med støtte fra blot fire lande. Den kan dog fremlægge et ændret forslag, hvis den ønsker større opbakning.

Udsigten til tolden har fået nogle kinesiske bilproducenter til at overveje at investere i fabrikker i Europa trods højere arbejds- og produktionsomkostninger. Flere mærker, herunder BYD og Chery, planlægger samlefabrikker i Europa.

 

Toldsatserne varierer fra 7,8 procent for Tesla til 35,3 procent for SAIC, som ejer MG-mærket. Disse toldsatser er oven i EU’s standard importtold på 10 procent for biler.

Læs mere om Kinatold:

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.