Fredag den 1. november får vi danskere – og 99 andre lande rundt om i verden – en ny streamingtjeneste med tv-serier og film, når Tim Cook og kompagni åbner op for Apple TV+.
Tjenesten er er tænkt som et af støttebenene i Apples nye services-strategi og skal være en direkte konkurrent til mastodonter som Netflix, HBO og den kommende Disney+, men ifølge de første anmeldelser har konkurrenterne ingen grund til at bide negle. Endnu.
Tjenesten har otte serier på menuen, når den åbner op. De fire bærende fiktionsserier er The Morning Show med Jennifer Asiston, See med Jason Momoa, For All Mankind og Dickinson og anmelderne er alle enige om, at ingen af de fire serier vil sætte det store aftryk på streaming-universet.
Derudover kan man se dokumentaren The Elephant Queen og tre serier rettet mod børn og unge; Spøgelsesforfatteren, Helpsters og Nuser i Rummet .
The Morning Show Det ikoniske amerikanske tidsskrift Time skriver, at The Morning Show er ”det mest polerede” af de fire shows, men at serien ikke har ”samme dybde eller eksperimentelle ånd som de bedste shows i 2019”. Variety er mindre diplomatisk og skriver , at ikke engang Hollywood-stjernerne Jennifer Aniston eller Reese Witherspoon kan ”redde denne politisk forvirrende, undertænkte og skuffende serie”.
See Det post-apokalyptiske drama See, der har Jason ”Aquaman” Momoa i hovedrollen som høvding over en gruppe blinde overlevere, får heller ikke just pæne ord med på vejen. The Hollywood Reporter skriver , at serien har ”interessante elementer, men ikke nok dybde eller vision”. Variety roser Apple for at turde skabe et genreshow i denne klasse, men skriver samtidig, at serien er en ”i bedste fald temmelig doven kopi af mere effektive genreseriers tone, med en rodet og ubagt historie, der fylder hullerne”.
I øvrigt får den hollandske skuespillerinde Sylvia Hoeks, der spiller overfor Momoa som Queen Kane rigtig flotte ord med på vejen. Det lader til, at Blade Runner 2049 -skuespilleren stjæler opmærksomheden fra Momoa.
For All Mankind Hvad var der sket, hvis russerne var nået til Månen inden amerikanerne? Det er et historisk twist, som serien For All Mankind undersøger. TV Line giver serien ros for ”en gribende forudsætning” og ”gode periodedetaljer” men skriver samtidig, at karaktererne simpelthen er underudviklede. IndieWire klager over seriens manglende fantasi, som ikke rækker ud over det oprindelige historiske twist og anklager serien for at undervurdere sit publikum.
Dickinson Anmeldelserne af Dickinson, en pseudo-biografisk serie om poeten Emily Dickinsons ungdomsår, er mere blandede. Hollywood Reporter kalder serien for oppustet og ”tonalt inkongruent ” (ja, jeg måtte også slå ordet op). TV Line , derimod, mener at det er den eneste virkelig lovende serie på Apple TV+ og kalder den en ”djævelsk klog komedie”.
Hvad med fremtiden … Selv om de fire bærende serier ikke just imponerer anmelderne, er der ikke basis for at afskrive Apple TV+. Først og fremmest har dokumentaren The Elephant Queen fået gode anmeldelser hele vejen rundt, men der er også lagt i kakkelovnen til mere interessante serier. Apple TV+ fortsætter eksempelvis Band Of Brothers -serien med Masters Of Air. Ligesom både Band Of Brothers og efterfølgeren The Pacific vil serien blive produceret af Steven Spielberg, Tom Hanks og Gary Goetzman.
Et abonnement på Apple TV+ vil koste 39 kroner om måneden, men vil være gratis i et år, hvis du har købt en iOS-enhed inden for de seneste måneder.