Samsung
Der går hårdnakkede rygter om at Samsung vil lancere to nye 8K-fladskærme inden årets udgang – og det vil være oplagt at vise dem frem på IFA. Hele 99 procent af de fladskærme på mere end 60-tommer der blev solgt sidste år, var af 4K-typen og Samsung mener tydeligvis, at vi er klar til næste skridt: 8K. Samsung viste allerede prototypen på en 8K-skærm frem på CES i januar og har siden testet 8K broadcasting i samarbejde med Koreanske KT Skylife.
Ifølge Forbes vil Samsung have en 8K-topmodel med 120kHz klar til salg allerede i september, mens en mere humant prissat model vil komme i handelen inden julesalget. Samsungs pressekonference finder sted torsdag morgen – og vi er naturligvis til stede, så hold øje med nyheder på sitet her.
Sonos
Amerikanske Sonos har været særdeles ivrige efter at invitere os til deres presseevent under IFA, men vi tvivler på, at der vil blive lanceret endnu et nyt produkt. For det første plejer amerikanerne at lave selvstændige lanceringsevents og for det andet har de haft mere end almindelig travlt det seneste års tid, med lanceringer af både Sonos Playbase, Sonos One og Sonos Beam.
Til gengæld vil vi rigtig gerne høre, at Sonos har fået Amazons Alexa til at fungere på dansk og at Google Assistant er blevet implementeret. Og så kunne vi rigtig godt tænke os at se de første prototyper fra Sonos samarbejde med IKEA – de første produkter burde dukke op om et halvt års tid.
Sonos’ event finder sted onsdag den 29. august klokken 17.30. Vi er der naturligvis.
Sony
Sony er et af de mest aktive AV-brands og kommer med garanti med masser af nye produkter til IFA. Sidste år kunne Sony fremvise nye projektorer, trådløse hovedtelefoner med aktiv støjdæmpning, en Walkman og en intelligent højttaler med Google Assistant. Vi forventer nye modeller og opgraderinger over hele linjen – sandsynligvis garneret med et Sony OLED-tv eller to.
Præcis hvad Sony har taget med, bliver vi klogere på torsdag den 30. august, hvor japanerne holder presseevent.