8K er – som navnet antyder – afløseren for 4K. Formentlig bliver det dog kun på de allerstørste skærme at teknologien bliver udbredt over de første par år, for under eksempelvis 65″ giver 8K nærmest ikke mening. Men LG’s første 8K fjernsyn er dog også noget større – det er hele 88″.
Over 33 mio. pixler
Opløsningen på den nye ultraskarpe skærm er hele 7680 x 4320, hvilket tilsammen giver i alt over 33 millioner pixler – og når det handler om OLED er hver enkelt pixel selv i stand til at afgive lys, så det er lidt en bedrift at bygge en skærm med så enormt høj opløsning i 88″.
Dobbelt så mange OLED skærme
Antallet af solgte OLED skærme forventer LG bliver fordoblet i år – og i 2022 venter de at der vil blive solgt over ni millioner enheder. Koreanerne forventer derudover, at den ultrahøje opløsning til den tid vil udgøre over halvdelen af OLED markedet med fem millioner enheder.
“LGs første 8K OLED-TV er højdepunktet af teknologisk præstation og det næste skridt i output-udviklingen inden for skærmteknologi,” siger Brian Kwon, formand for LG Home Entertainment Company. “4K OLED spillede en vigtig rolle i omdannelsen af TV-industrien, og LG er overbeviste om, at 8K OLED vil gøre det samme.”
iNPUT dækker IFA i Berlin grundigt med både historier og små videoer af alt det nyeste. Giv os et like på Facebook hvis du vil holde dig orienteret.