Danske Libratone benyttede IFA til at lancere to nye udgaver af firmaets populære trådløse Zipp-højttalere og introducere en helt ny multirums-teknologi, så Libratone kan tage kampen op mod Sonos.
De to nye Zipp-modeller – Zipp og Zipp Mini – bryder markant med Libratones signaturdesign; den grove uld og den røde mærkat. I stedet er hele udtrykket blevet blødere. Det er en designændring, der skal rulles ud på samtlige Libratones produkter i den kommende tid.
Men også under overfladen er det sket ting og sager. Væsentligst er det, at Zipp nu kan fungere i multirums-opsætninger – Libratone SoundSpaces. Libratone-højttalerne kan grupperes i fire grupper på hver op til otte højttalere (dog maksimalt 16 højttalere i alt). Opsætningen foregår via en app og kræver en wifi-forbindelse.
Dermed bliver Libratones højttalere pludselig et alternativ til det populære Sonos-system. Det er dog udelukkende de nye udgaver, der fungerer med SoundSpaces.
iNPUT var forbi Libratones stand på IFA for at kigge på de nye højttalere. Se med ovenfor.