Det er lidt uvant at få en Bluetooth-højttaler leveret i en gul pose, som normalt forbindes med møbelindkøb. Men IKEA mener sin elektroniksatsning alvorlig og Eneby, der er møbelproducentens første Bluetooth-højttaler, leverer en lydkvalitet der ligger langt over prisen. Til gengæld er der ikke meget andet at komme efter.
Matcher min sofa IKEA Eneby 30 er den største af to højttalere i serien. Der findes også en Eneby 20, der er transportabel – og den skulle være på vej mod redaktionen. Eneby 30 er en stationær højttaler, der er på størrelse med en vinylplade – 30 x 30 centimeter og 10 centimeter dyb. Den er designet, så den passer ind i IKEAs Kallax- og Eket-reolsystemer. Højttaleren fås i to farver. En er helt sort og en anden er hvid med gråt stof foran højttalerenhederne. Det er sidstnævnte, vi fik til test, og det er ren minimalistisk retro – højttaleren ligner seriøst noget fra en tidskapsel fra 1970’erne – og er du til IKEAs æstetik, vil den sikkert vække begejstring. Jeg kan bare konstatere, at den matcher fint med stoffet på min sofa.
Som det ses, matcher Eneby fint min sofa. Lave forventninger En højttaler i en møbelpose indgyder ikke respekt, så forventningerne til lydkvaliteten var temmelig lav. Men hold da op, jeg blev overrasket. Eneby spiller simpelthen som var det en langt dyrere højttaler, specielt ved højere volumen. Diskanten er klar og de enkelte instrumenter står fint defineret i lydbilledet. Den har rigelig med bund til at give en fyldig lyd og skal nok imponere vennerne, hvis du holder fest i kollegieværelset. Der er dog en tendens til at mellemtonerne bliver lidt hule ved lav volumen. Det ødelægger dog ikke det overordnede indtryk: At IKEA Eneby 30 leverer langt mere end prislappen antyder.
Ingen stereo-mulighed Men træerne vokser ikke ind i himlen. Eneby 30 er en monohøjttaler hele vejen igennem og der er ingen muligheder for at sætte to højttalere sammen i en stereo-opsætning. Der er ikke nogen app, der udvider højttalerens muligheder eller hjælper til med betjeningen af den indbyggede equalizer. Bassen tilgås, ret bøvlet, ved at holde knappen på højttaleren nede i tre sekunder. Tryk en gang til, så kan diskanten indstilles. En lille LED-lampe blinker for at vise, hvor i processen man er, men det ER altså bøvlet.
Knappen dublerer desuden både som tænd/sluk, volumen- og Bluetooth-tilslutningsknap. Der er ingen mulighed for at springe mellem numre direkte på højttaleren.
… eller multirum IKEA har udstyret Eneby 30 med et 3,5mm jack-stik, der gør det muligt at tilslutte eksterne enheder. Teoretisk vil man altså kunne tilslutte en Chromecast Audio og gøre højttaleren til en del af et multrumssystem den vej. Men i praksis fungerer det ikke specielt godt, for højttaleren er indstillet til at lukke ned efter 20 minutter uden musik – og den kan kun tændes igen ved at give knappen et fysisk tryk. Så er den multirums-ide skudt ned.
Nu ender det måske med at lyde som om, jeg ikke er synderligt begejstret for Eneby 30, men det er jeg. Det er en fremragende lille højttaler, hvis bare man tager dens begrænsninger in mente. Glem alt om stereolyd eller multirumsoplevelser, men glæd dig over god lyd til billige penge i barne- eller kollegieværelset. IKEA har – overraskende nok – fået en ret flot entre på markedet for Bluetooth-højttalere.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
699 kr. Eneby spiller forbavsende godt prisen taget i betragtning, men der er til gengæld skåret hårdt i funktionerne. For hårdt.