Gadgets

IKEA lancerer sine første Bluetooth-højttalere

Fra fladskærme over lys til Blutooth-højttalere. IKEAs interesse for elektronik til hjemmet fortsætter med IKEA Eneby-højttalerne.

Først var det fladskærme. Så kom der intelligent belysning. Og nu er IKEA så klar til næste skridt; trådløse Bluetooth-højttalere. IKEA Eneby lanceres i to størrelser og to farvevarianter, der glider perfekt ind i det nordiske interiør. Men i modsætning til de fleste nye trådløse højttalere, så har IKEAs modeller hverken wifi eller adgang til en intelligent assistent. Til gengæld skal du ikke samle dem selv.

Passer i reolerne

Eneby-højttalerne fås i to størrelser, 20 x 20 cm og 30 x 30 cm, og passer som fod i hose i firmaets egne Kallax eller Eket-reoler.

 

Højttalerne kan monteres på en vinklet fod eller man kan investere i et eksternt batteri, der omdanner den mindste af modellerne til en fuldt transportabel lydafspiller, der kan slæbes med i parken. Den lille Eneby er desuden forsynet med en simpelt håndtag, så den er nemmere at tage med sig. Batteriet skulle give op til ti timers musik, alt afhængig af volumen.

IKEA Eneby har et typisk minimalistisk design med bare en enkelt knap på fronten, som både tænder og slukker for højttaleren og justerer bas og diskant. Den er udrustet med Bluetooth 4.2 og et 3,5 mm jack-stik til kablede forbindelser. Højttalerne spiller i mono – det vides ikke, om de kan sættes sammen i stereopar.

 

IKEA Eneby
IKEA Eneby-højttalerne fås i to størrelser og to farvevarianter.

Pladespiller på vej

IKEAS interesse for elektronik til hjemmet er stor i disse år. I slutningen af sidste år meddelte den svenske møbelkæde, at de har indgået et samarbejde med multirums-specialisterne Sonos om at skabe lyd til hjemmet. De første IKEA/Sonos-produkter forventes at blive lanceret i 2019. Tidligere i 2017 meldte IKEA ud, at de sammen med Teenage Engineering vil lave bl.a. en pladespiller, som også kommer i varehusene i 2019.

Der er endnu ikke meldt officielt ud om Eneby-højttalere i Danmark, men de er allerede til salg i både England og Sverige, så kan du ikke vente, kræver det bare en tur over Øresund. Den svenske pris på højttalerne er 499 og 895 kroner. Oversat til danske kroner bliver det omkring 360 og 650 kroner. Se mere på IKEAS svenske hjemmeside.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.