Ikea gør klar til at skubbe sit Trådfri-system ind i en ny era med lanceringen af den nye Dirigera-gateway, som vi tidligere har skrevet om. Men ud over den stærkt forbedrede hub, vil Ikea lancere en Trådfri-app med helt ny funktionalitet. Deriblandt muligheden for at tilgå enhederne i hjemmet, selv om man er på farten.
I en pressemeddelelse bekræfter Ikea rygterne om, at Dirigera-gateway’en vil understøtte den nye Matter-standard. Men ikke nok med det; i tillæg til wifi og ZigBee vil den kunne fungere som Thread Border Router, fortæller The Verge. Det vil gøre den i stand til at styre langt flere produkter.
“Med sin nye software er Dirigera bygget til at håndtere flere produktsegmenter end den eksisterende Trådfri-gateway. Det muliggør også den nye og mere brugervenlige Ikea Home smart app,” skriver møbelkæden.
De fortæller videre, at både Ikea Dirigera og den nye app forventes at være tilgængelig til oktober. Væk-fra-hjemmet-funktionaliteten kommer dog først i den første halvdel af 2023, oplyses det. Hub’en kan bruges sammen med eksisterende Trådfri-produkter, loves det. Til gengæld vil den nye app ikke fungere med den nuværende gateway.
Hvad er Matter?
Matter er en ny standard, der gør det muligt for intelligente enheder fra forskellige producenter at “tale” sammen. Standarden skal efter planen rulles ud senere i år og bakkes op af mere end 50 forskellige producenter. Ud over Ikea er også Apple, Google, Samsung, Signify (Philips Hue, WiZ) og Amazon blandt Matter-udviklerne.
Ikea har de senere år intensiveret sit fokus på det intelligente hjem. Det har resulteret i et bredt udbud af smarte produkter inden for områderne lys, luftrensning og persienner. Desuden har de med Sonos | Ikea Symfonisk samarbejdet også bevæget sig ind på markedet for intelligent multirums-musik.
I pressemeddelelsen loves det, at der kommer “mange flere produkter i fremtiden”.
Info om Ikea Dirigera:
- Dimensioner: 11,2 x 2,7 cm
- Stik: Ethernet, USB-C
- Protokoller: Wi-Fi 2,4 + 5 GHz, Zigbee, Thread