IKEA vil inden længe gøre det muligt at shoppe i deres varehuse via en Augmented Reality smartphone-app. Den nye app kombinerer den AR-teknologi som allerede bruges i den svenske møbelkædes IKEA Place-app med muligheden for at gennemføre køb og bestille varerne – noget der hidtil har været begrænset til møbelkædens website. Det skriver Reuters.
Appen bliver i første omgang testet i Frankrig og Holland, men rulles ud på IKEAs otte største markeder – deriblandt USA, England, Tyskland og Kina – inden årets udgang. Den gør det muligt for brugerne at visualisere deres hjem med varer fra IKEA ved at oplyse rummenes dimensioner og valg af forskellige stilvarianter.
Det bliver muligt at pege telefonen mod en (virtuel) stol og se alternative materialer eller farver, eller at se den i kontekst med lignende produkter i samme serie.
Appen er et led i svenskernes strategi om at lave flere små centralt placerede varehuse, med et mindre fysisk udvalg, frem for de kendte store ”lagerbygninger” der typisk er placeret i forstæderne. Svenskerne har den seneste tid åbnet små, specialiserede IKEA-butikker centralt i eksempelvis Stockholm, London, Madrid og Paris.
Det vides ikke hvornår appen bliver tilgængelig i Danmark, men vi er næppe blandt de otte store markeder, der omtales. IKEA har flere, for os, interessante produkter på trapperne, nemlig Symfonisk-serien af multirumshøjttalere, der er lavet i samarbejde med Sonos, samt intelligente rullegardiner der kan styres via mobiltelefonen.