Nej, det er ikke en Ikea Eneby-højttaler , du ser på billedet herover, men det ligner umiskendeligt. Det er derimod det seneste produkt til vores intelligente hjem, nemlig luftrenseren Ikea Förnuftig. Den kommer på markedet i Kina i denne måned og ud i resten af kædens varehuse til februar næste år.
Ifølge en pressemeddelelse er Ikea Förnuftig skabt, fordi ren luft ikke skal være en luksus for de få. Derfor er både selve produktet og de udskiftelige filtre prissat lavere end hvad man er vant til.
– I dag er luftrensere ikke en reel mulighed for de fleste mennesker, især ikke for dem, der bor i små rum. Med dette i tankerne optimerede vi luftrenseren til ca. 10 kvadratmeter ved at bruge mindre materiale på en smartere måde, hvilket samtidig gjorde det muligt for os at sænke prisen, fortæller Henrik Telander, der er såkaldt Product Owner hos Ikea Sverige.
Arbejdet med Ikea Förnuftig begyndte allerede i 2018, men lanceringen falder på et heldigt tidspunkt for møbelkæden, da mange arbejder mere hjemmefra på grund af COVID-19. Luftrenseren er netop optimeret til små rum a la hjemmekontorer.
Som det ses på billederne herover fås den både med bærehank og med et gulvstativ. Der er også mulighed for at montere luftrenseren på væggen.
Luftrenseren fjerner både større partikler som hår og støv, men også små luftbårne partikler som eksempelvis pollen. Selv gasser, cigaretrøg og osen fra madlavning kan den håndtere, loves det. Strømforbruget ligger på mellem 2,5 og 19 W, afhængigt af hvilket af enhedens tre styrker, man vælger.
Prisen på Ikea Förnuftig er endnu ikke fastlagt – ej heller prisen på de udskiftelige filtre. Det vides endnu heller ikke, om luftrenseren kan kobles sammen med andre af Ikeas produkter til det intelligente hjem, eksempelvis Ikea Trådfri-serien.
Ud over at ligne en Eneby-højttaler går Ikea Förnuftig også fint i spænd med Ikea | Sonos Symfonisk-produkterne, der har stofbelagt front i samme farve og materiale.