Det er knapt ti år siden at den populære iMac computer senest fik en større opdatering, der ikke bare handlede om hurtigere hardware. Men rygtesmedene er enige om, at 2021 bliver året, hvor der for alvor kommer til at ske ting og sager med iMac’en.
Ikke alene vil den blive udrustet med en variant af Apples egen processor, den vil også få en større design-overhaling, hævder rygterne. Her er alt, hvad vi ved om maskinen …
Processoren Apple er i gang med at skifte Intel-processorerne i deres Mac-computere ud med egenproducerede chips. Det startede sidste år med den meget roste M1 processor i MacBook Air , 13-tommer MacBook Pro og Mac mini (klik på links for at læse vores anmeldelser), og arbejdet fortsætter i år med både iMac og MacBook Pro-topmodellerne.
M1’eren imponerede som sagt, men det forventes at iMac, ligesom MacBook Pro-topmodellerne, vil blive udrustet med en endnu kraftigere processor, som vi endnu ikke er blevet introduceret for.
Nyhedstjenesten Bloomberg fortalte i december , at Apple arbejder på potente processorer, der kan få så mange som 32 kerner. Til sammenligning har M1 processoren “bare” otte kerner. I første omgang arbejder Apple dog på en 20-kernet udgave af processoren, der skal monteres i netop MacBook Pro og i iMac’erne, siges det.
Den nuværende M1-processor er også begrænset til to Thunderbolt-stik og 16 gigabyte RAM, men det skulle ikke være tilfældet for den nye, kraftigere processor.
Designet Apple vil også benytte lejligheden til at give iMac’en et helt nyt design. Det er ikke sket siden 2012, hvor kanterne blev trimmet, men maskinen stadig var “tyk” på midten for at skabe plads til indmad og køling. iMac 2021 vil ifølge rygterne være visuelt meget lig Pro Display XDR. Bloomberg er igen med i front, når det handler om insiderviden. De skriver at de nye iMacs får:
En helt flad bagside, der ikke længere er kurvet. “Hagen” forneden forsvinder, så der er skærm til kant hele vejen rundt. Rammen omkring skærmen bliver væsentlig tyndere. Hvis “hagen” forsvinder kan Apple også benytte lejligheden til at introducere nye skærmstørrelser. I øjeblikket fås iMac i to størrelser på 21,5 tommer og 27 tommer. Med de ventede ændringer i mente, kan skærmstørrelsen udvides, uden at maskinens samlede størrelse ændres. Der er løse rygter om, at de nye maskiner bliver på henholdsvis 24 og 30 tommer.
Samtidig hævder lækkeren Jon Prosser, at de nye iMacs vil blive tilgængelig i fem forskellige farver, nemlig Space Grey, Sølv, Guld, grøn og blå. Det lyder måske absurd, men de første iMac fra 1998 – læs vores feature-artikel ‘20 år med Apple iMac ‘ her – var netop farvede, som en del af salgsargumentet. På den anden side er Prosser den eneste rygtesmed, der snakker om farver.
Ifølge Jon Prosser kommer iMac i fem farver. Pris og lancering I oktober sidste år hævdede China Times, at de nye iMacs ville blive lanceret i løbet af foråret 2021. Men det lyder ikke plausibelt. Der er godt nok fortsat rygter om at Apple vil holde et event i marts måned – men den vil være forbeholdt ny iPad Pro og de sagnomspundne Apple AirTags .
Mere realistisk er det, at de kommer engang senere på året. Måske præsenteres de under World Wide Developers Conference, WWDC, i juni måned, med lancering engang i august eller september?
Priserne ved vi intet om, overhovedet, men et gæt er, at de ikke vil ændre sig markant i forhold til de nuværende, der starter ved 9.699 kroner.
Hvad tænker du? Kunne en iMac med nyt design og hurtigere Apple-processor friste? Fortæl din mening i kommentarfeltet nedenfor …