Der går hårdnakkede rygter om, at Apple er ved at lægge sidste hånd på en ny iMac, der angiveligt skal være visuelt inspireret af iPad Pro’en. Nu tyder målinger fra Geekbench på, at der er noget om snakken. Der er nemlig dukket målinger op, der viser en ny iMac med Intel Core i9-10910 processor og AMD Radeon Pro 5300 grafikprocessor.
Skærmbilleder af målingerne dukkede først op på Twitter, hvorefter Tom’s Hardware har taget fat i dem. Sitet forklarer, at den 10-kernede Intel Core i9-10910 sandsynligvis er en specialdesignet processor til Apple. Målingerne viser, at den kører 3,6 GHz men kan boostes til 4,7 GHz, hvilket er væsentlig højere end den nuværende 10900-processor.
Geekbench-målingerne indikerer også, at den kommende iMac vil være udrustet med et endnu uannonceret AMD Radeon Pro 5300 grafikkort. Det er sandsynligvis en ”desktop-udgave af Radeon Pro 5300M, som blev annonceret sidste år,” skriver sitet. Herunder det originale tweet:
Mange havde forventet, at den nye iMac blev præsenteret under sidste uges World Wide Developers Conference, men sådan blev det ikke. I stedet annoncerede Apple, at de fremover vil skifte fra Intel til egne processorer. Det har dog længere udsigter og den kommende iMac vil fortsat have Intel ombord.
Målingerne tyder på, at en officiel præsentation ikke er langt ude i fremtiden – måske allerede i denne måned, spekulerer 9to5Mac.