De danske biografer kan slå dørene op den 6. maj – og hos Imperial i hjertet af København har man brugt nedlukningen til at opgradere systemet. Som den første biograf i Europa har Imperial – der i øvrigt fylder 60 i år – fået et THX Ultimate Cinema-mærkat. Det betyder både bedre billedkvalitet og bedre lyd, når du næste gang går i biografen.
– Vi er meget stolte af at præsentere Europas første THX Ultimate Cinema i Nordisk Films flagskib Imperial. Det vil give de danske biografgængere det skarpeste og mest dynamiske billede og lyd, de nogensinde har oplevet, når de igen kan se film på Imperials gigantiske lærred, lover Casper Bonavent, direktør for Nordisk Film Biografer Danmark, i en pressemeddelelse.
Når dørene slås op, vil Imperial være udstyret med to 4K dual-laser projektorer, et helt nyt RealD Ultimate lærred, immersive audio (Dolby Atmos-lyd) samt remastered indhold, som er særligt produceret til sale med såkaldt CGS-lærred. Der findes kun omkring 350 CGS-premium screens på verdensplan.
“THX Ultimate Cinema er en videreudvikling af det historiske THX Cinema-koncept, og THX Ultimate Cinema powered by CGS hæver den gængse biografoplevelse til et nyt niveau med klarere og skarpere billeder, stærkere farver, enestående akustik – og alt i alt en bedre filmoplevelse,” hedder det i pressemeddelelsen.
Imperial-biografen fylder 60 i år (foto: Nordisk Film). THX Ultimate Cinema er: Dual 4K-Laser Projection System: Banebrydende, state-of-the-art Cinionic dual-laser projektorer fra Barco leverer billeder i 4K-opløsning med øget lysstyrke, kontrast, klarhed i billede og strålende farver. Immersive Audio: Fuldt optimeret immersive sound speaker-systemer, som er designet til at forstærke lydeffekten gennem højtalere på samtlige flader i biografsalen, som derved indhyller publikum i filmens lyd. Akustiske forbedringer: Arkitektoniske og akustiske specifikationer er efterlevet for at sikre, at biografsalen gengiver lyden præcist og klart. Eksklusivt formateret indhold: Film bliver formateret for at berige filmoplevelsen på CGS-lærredet. Hvis man vil i biografen efter 6. maj kræver det i øvrigt et coronapas. I genåbningsplanen hedder det:
“I anden omgang åbnes d. 6. maj 2021 – med coronapas: Indendørs servering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter”.
Nordisk Film har lavet en timelapse-video, der viser Imperials transformation til THX Ultimate Cinema. Den kan ses herunder.