Fra 2028 kan vi se frem til solid-state batterier, der giver mere end tusind kilometers rækkevidde og kan lades op igen på 10 minutter. I hvert fald i få, dyre bilmodeller. Men vejen dertil er fyldt med udviklingsforbedringer, der løbende kommer elbilerne til gode. En af de virksomheder, der er kommet langt i udviklingen, er japanske Toyota – og de har helt konkrete forventninger til vejen mod solid-state.
Befriende nok råber Toyota ikke, at solid-state batterier er lige om hjørnet. Planerne inkluderer helt konkret tre nye typer af batterier, inden batteriets hellige gral forventes klar til massemarkedet.
Allerede om to år forventer Toyota at kunne præsentere et forbedret lithium-ion batteri, der kan levere en rækkevidde på omkring 1.000 kilometer og lades op på 20 minutter. Et batteri, de samtidig forventer er omkring 20 procent billigere at producere end dagens batterier.
Fra 2027 forventer Toyota at batterierne deles op i to primære prisgrupper. Billige batterier, der giver en 20 procents rækkeviddeforøgelse i forhold til de nuværende batterier. Den anden gruppe bliver dyre højtydende batterier, der tilbyder op mod 120 procent længere rækkevide i forhold til nuværende batterier – og som vil kunne lades hurtigt op.
Bipolære NiMH-batterier
En af Toyotas nøgleteknologier i overgangen mod solid-state er deres såkaldte bipolære NiMH-batterier, der oprindeligt er udviklet til plugin-hybrider. De er fysisk mindre og lettere end et almindeligt NiMH-batteri (nikkel-metal-hybrid). De bruger færre kritiske jordmaterialer, hvilket betyder mindre minedrift og lavere miljøbelastning. Og de giver lavere omkostninger. Alligevel leverer de en outputtæthed, der er dobbelt så stor som et almindeligt NiMh-batteri, siger Toyota. Fra 2026/2027 vil Toyota primært benytte de bipolære batterier.
Herunder en infografik, der viser Toyotas forventninger til batteriudviklingen i de næste fire-fem år.