Harmonikasammenstød er ikke alene tragisk for de implicerede. De koster også staten dyrt, både i oprydning og skadesomkostninger. Derfor skal en ny intelligent kantpæl hjælpe med redde både liv og kroner.
Løsningen er udtænkt af tre gymnasieelever fra IBC Kolding og den har netop produktprisen ved DM i Entreprenørskab. Den kan fungere sammen med eksisterende kantpæle, da den blot er et modul, der placeres oven på kantpælene.
Modulet kan kommunikere med de øvrige kantpæle og oplade sig selv med solceller. Kantpælens sensor kan registrere, hvis en bil har sænket farten til under 50 kilometer i timen. Hvis det sker, sender pælen en advarsel til kantpælene én kilometer tilbage mod kørselsretningen. Disse pæle lyser så rødt, som en advarsel til de øvrige billister om, at der er langsom trafik forude.
De tre opfindere, Rasmus Kabel, Filip Nielsen og Jonathan Steinmeier, fortæller til TV Syd, at de blandt andet fik input fra Falck til at lave deres intelligente kantpæl.
– Falck fortalte, at de oplever problemer med at deres reddere bliver påkørt som oftest af uopmærksomme lastbilchauffører, siger Jonathan Steinmeier.
Nu har gymnasieeleverne fået kontakt til Vejdirektoratet, der har udvist interesse for projektet. Så måske ser vi opfindelsen på de danske veje engang i fremtiden.