Hvis du synes, at din iPhone er blevet hurtigere, så er det ikke bare dig, der er tosset. To forbedringer i den seneste opdatering af iOS-styresystemet får iPhone til at føles hurtigere end tidligere.
iOS 10.3, som opdateringen hedder, blev sendt ud mandag aften og indeholder blandt andet sikkerhedsrettelser, Find my AirPods-tjenesten og muligheden for, at app-udviklere kan kommentere anmeldelser af deres apps på app store.
Bedre animationer
Men under motorhjelmen er der også sket andre – store – ting. En af dem blev “afsløret” af den tidligere Apple-mearbejder Renaud Lienhart i et tweet (se nederst på siden. red). Han fortæller, at Apple har trimmet animationerne i styresystemet, så de simpelthen får systemet til at virke hurtigere.
En anden væsentlig ændring er langt mere grundlæggende. Apple har nemlig introduceret et helt nyt filsystem, APFS, der afløser HFS+ – en variant af det filsystem, som har været brugt på Mac-computere i 30 år.
Filsystemet er ansvarlig for, hvordan data gemmes og håndteres på enheden, så det er en temmelig væsentlig opdatering. Vi gætter på, at den også er medvirkende til, at iOS 10.3 føles hurtigere end forgængeren.
iOS 11 bliver i øvrigt præsenteret den 5. juni på World Wide Developers Conference som løber af stabelen mellem 5 og 9 juni.
https://twitter.com/NotoriousBUGS/status/846539233305124865